Nu er vejen banet for Hedegaards backloading

Et stort flertal i EU-parlamentets miljøudvalg har i dag sendt et stærkt signal til parlamentskollegerne om, at de skal stemme ja til ny udgave af afvist backloadingforslag.
Foto: EU
Foto: EU
JOACHIM CLAUSHØJ BINDSLEV OG THOMAS BO CHRISTENSEN

Stem ja til det nye backloading-forslag.

Sådan lyder anbefalingen i dag fra et stort flertal i Europa-Parlamentets Miljøudvalg.

Med stemmerne 44 ja mod 23 nej sendte to tredjedele af medlemmerne i udvalget således et vigtigt signal om øget opbakning til backloading og en styrkelse af CO2-kvotehandelssystemet forud for afstemningen, der finder sted om to uger.

Det glæder Ulrich Bang, EU-chef i Dansk Energi, som mener, at det viser, at holdningerne blandt parlamentarikerne har ændret sig. Der var således en opbakning fra den største politiske gruppe i parlamentet – den konservative gruppe i EPP - hvor partitoppens anbefalinger er skiftet fra et nej i februar til et ja i dag.

Kritik: Dansk Industri overdrev konsekvens af backloading 

"Dagens afstemning i Europa Parlamentets miljøudvalg sender et stærkt budskab om, at der fortsat er europæisk vilje til at sikre et grønt europæisk energisystem. Den konservative gruppes positive holdning tyder på kompromisvillighed fra begge sider af parlamentet. Resultatet er et vigtigt skridt i retningen mod en kompromisløsning om backloading i Europa-Parlamentet den 2. juli," siger Ulrich Bang og fortsætter:

"Vejen er dermed banet mod en reel løsning af kvotesystemets udfordringer i forbindelse med diskussionen af 2030 mål og den grundlæggende reform af kvotesystemet til efteråret."

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Kommer industrien i møde

Formålet med backloading, som blev foreslået af Connie Hedegaard, er at genoplive kvotemarkedet ved at trække 900 mio. kvoter ud af markedet og derved hæve kvoteprisen, som gennem de senere år er faldet til niveauer, der gør det så billigt at udlede CO2, at systemet i realiteten er sat ud af kraft.

Gennem effektivt lobbyarbejde lykkedes det industrien at spænde ben for forslaget, da det var til afstemning i april.

Hovedargumentet var, at forslaget - der ikke i sig selv ville fikse systemet - ville pålægge industrien skadelige byrder i en tid, hvor konkurrenceevnen og jobskabelsen i forvejen er hårdt presset.

Det nye forslag kommer imidlertid industrien i møde. Hovedpunkterne i kompromisløsningen er, at backloading maksimalt skal omfatte 900 mio. kvoter, at det skal være en éngangsordning, og at overskud fra 600 mio. kvoter skal øremærkes støtte til grøn omstilling i energitunge virksomheder. 

I kompromisforslaget ligger der også, at det skal vurderes om, og hvordan backloading vil belaste særligt energitunge virksomheder, og om der vil ske klimaflugt fra EU.

S: DI blokerer for den grønne omstilling 

Nordisk alliance lagde pres på

Resultatet af dagens afstemningen er afgørende for det europæiske kvotehandelssystems videre overlevelse, vurderer Ulrik Bang:

"Et styrket kvotehandelssystem er afgørende for at sikre de investeringer i energieffektivitet, vedvarende energi og kraftvarme, som skal sikre målet om reduktionen i udledningen af drivhusgasser i 2050 opnås på den mest omkostningseffektive måde. Derfor er det vigtigt at trække på alle stemmer blandt de europæiske og nordiske alliancer, energiorganisationer og energivirksomheder og -producenter, der alle bakker op om et styrket kvotehandelssystem og påberåber et klart ja til kompromisforslaget for backloading," lyder det fra EU-chefen, der mener, at ideen om at øremærke midler til investeringer i industrien mest er fordelingspolitik.

"Men at hvis midlerne målrettes investeringer i energioptimering, så kan det være med til at løfte virksomhedernes konkurrenceevne generelt, hvilket er meget positivt."

Opbakningen til forslaget kan bl.a. tilskrives pres fra netop en nordisk alliance af energiselskaber og interesseorganisationer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland.

DONG Energy, Dansk Energi, Energy Norway, finske Fortum, norske Statkraft samt svenske SwedEnergy og Vattenfall har i et fælles brev opfordret udvalget til at støtte det reviderede forslag af backloading-forslaget, der faldt i april.

Opfølgning påkrævet

Miljøudvalgets ordfører, den tyske socialdemokrat Matthias Groote, giver i en pressemeddelelse ifølge Ritzau udtryk for tro på, at det denne gang vil lykkes at få forslaget stemt igennem i det samlede parlament.

"Vi har nu mere bred opbakning til en løsning, der vil gøre det muligt for kvotehandelssystemet at leve op til sit formål og støtte innovation med henblik på at håndtere klimaforandringerne," udtaler Groote, der mener, at backloading kun er "en hurtig, midlertidig løsning."

"Det skal følges op af en strukturel reform af vores kvotehandelssystem for at sikre, at det fortsat kan være hjørnestenen i EU's klimapolitik til inspiration for andre rundt i verden," lyder det videre fra den tyske socialdemokrat.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også