Frihandel kan booste skrantende grøn eksport

Barack Obama og EU’s tunge skyts i form af kommissionens formand José Manuel Barroso og EU's præsident Herman Van Rompuy har lanceret planerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA.
Kan franskmændene, der har stillet sig på bagbenene, overtales til en aftale, og bliver planerne til virkelighed, står danske energi- og cleantechvirksomheder med gode muligheder for at lukrere på nultold og hvad en kommende aftale ellers måtte indeholde.
Sådan lyder det fra Peter Brun, tidligere cheflobbyist i Vestas.
“Det skulle være relativt uproblematisk at lave et fuldbyrdet indre marked for energiteknologier. Mellem EU og USA er der i dag en ret vidtgående, fri konkurrence, men der er stadig nogle små knaster, og hvis de sidste procenter høvles af toldsatserne og andet administrativt bøvl forsvinder, bliver business-casen endnu mere attraktiv,” siger Peter Brun.
Han er i dag direktør i SETI-Alliance – en Geneve-baseret ngo med støtte fra en række af verdens førende grønne virksomheder. Frem til 2015 skal han stå i spidsen for en aktiv indsats mod handelsbarrierer og protektionisme på det grønne område.
“De grønne teknologier er presset af priskonkurrencen fra skifergas. Hvis man skal kunne blive ved med at konkurrere, er det vigtigt, at danske virksomheder har skalagevinster fra at kunne levere til et globalt marked.”
Og det er tiltrængt, for mens den generelle vareeksport til USA i 2011 og 2012 er steget med otte og 16 pct., er den samlede eksport af energiteknologier i samme periode faldet med syv pct. i 2011 og yderligere tre pct. sidste år, viser tal fra Eurostat.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her
Vindmølleindustrien: Står stærkt i konkurrencen
Jan Hylleberg, direktør i Vindmølleindustrien, mener, at de danske leverandører og producenter står så stærkt, at en øget konkurrence vil komme brancheorganisationens virksomheder til gavn.
Han fortæller, at konkurrencen er blevet skærpet under krisen, men det har vist sig, at danske leverandører til vindbranchen står for større markedsandele i dag, end de gjorde for tre år siden.
“Danske virksomheder vil være i stand til at håndtere konkurrencepresset,” siger han med henvisning til en mulig frihandelsaftale mellem USA og EU og forklarer, at særlige toldsatser og krav om lokal produktion presser virksomheder til at flytte deres produktionen til steder, hvor det ikke giver mest mening økonomisk.
“Uudnyttede produktionsfaciliteter udfordrer så omkostningseffektive vindmøller som overhovedet muligt. Det er klart, at er der særlige krav eller toldsatser, så forøger det omkostningerne for danske virksomheder.”
Grøn eksport halter på vækstmarkeder
USA's gaseventyr kan ikke kopieres
Aftale kan sprede sig
Både Peter Brun og Jan Hylleberg understreger, at de amerikanske handelsbarrierer på energiområdet er mindre end i mange andre lande, men forhåbentlig kan en bilateral aftale mellem USA og EU bane vejen for en mere omfattende, global aftale, lyder det fra Peter Brun, der kalder sig selv en “handelsnørd”.
“EU og USA har en fantastisk mulighed for at sende et signal til resten af verden og samtidig lavet noget, der er ekstremt ambitiøst,” siger den tidl. Vestas-lobbyist.
Han erklærer sig meget optimistisk i forhold til, at en aftale kan komme på plads inden for et par år - inden Obama forlader Det Hvide Hus.
“Amerikanerne har også nogle offensive interesser i forhold til EU-markedet. Det gode omkring energi- og cleantech er, at begge parter har en interesse i hinandens markeder,” siger Peter Brun.
Han mener, at Danmarks ringe størrelse kan give os en fordel.
“Danmark går mange gange lidt under radaren, fordi vi er et lille hyggemarked, og mange udenlandske virksomheder bruger ikke særligt krudt på at vinde så lille et marked.”
Fra Vindmølleindustrien lyder det, at al bekæmpelse af told og krav om lokal produktion styrker organisationens virksomheder. Men direktør Jan Hylleberg ser også et stort potentiale i, at regler og tekniske specifikationer i højere grad end i dag internationaliseres og standardiseres. Det kan en frihandelsaftale mellem EU og USA også bane vejen for.
“De umiddelbart største fordele for vindsektoren er, at man også får større samhørighed i reglerne for godkendelse og tekniske specifikationer,” siger han.
Danmark fastholder EU's højeste elpriser
"Danskerne skal komme på banen i Indonesien"
Dansk Energi: Bilateral aftale vil sætte andre under pres
Vicedirektør i Dansk Energi, Anders Stouge, mener, at en aftale mellem EU og USA vil sætte andre lande under pres.
“Det har også betydning for lande, der ligger uden for handelsblokken. Hvis de skal handle med EU og USA, skal de også opfylde krav om, at man ikke må have krav om ‘local content’. Håbet er, at det med WTO som reference bliver skrevet ind i aftalen, at det er ulovlige krav. Det vil sætte et land som Brasilien under pres,” siger Anders Stouge.
Også internt i EU er der mere eller mindre uformelle krav om lokal produktion, lyder det fra vicedirektøren, som ser gode muligheder for danske virksomheder, der netop oplever besværlige barrierer i form af krav om lokal tilstedeværelse og produktion.
“Det vil ikke kun påvirke USA, det vil også sætte fokus på, hvad vi kan i EU. Frankrig har f.eks. skrappe krav, og man ser det også i UK. Det er mere et mundtligt pres, men det vil sådan en aftale også kunne løsne op på,” siger Anders Stouge, som forudser, at det kan at det kan bidrage til at vende den negative udvikling, som eksporten af energiteknologier har været igennem de seneste par.
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch
Relaterede artikler:
Amerikansk energiboss støtter eksport af billig gas
For abonnenter