EU-ministre kræver tidsplan for nyt kvotesystem

En reform er nødvendig, hvis man skal sikre, at kvotehandelssystemet forbliver rygraden i EU’s klimapolitik.
Sådan lyder budskabet fra ni europæiske miljø- og energiministre – herunder danske Martin Lidegaard - som i dag har udsendt en fælles erklæring, hvor de beder om at få lavet en tidsplan for en reform af kvotehandelssystemet.
Vattenfall CEO: EU skal have styr på CO2-kvotesystemet
I erklæringen beder de bl.a. EU Kommissionen om at præsentere et forslag til en strukturel reform af EU’s kvotehandelssystem senest ved udgangen af i år.
Erklæringen kommer efter, at EU Kommissionen har forsøgt at rette op på systemet med det såkaldte backloading-forslag, hvor man midlertidigt vil trække 900 millioner kvoter ud af markedet. Forslaget blev i første omgang stemt ned af EU Parlamentet.
Bag fælleserklæringen står miljø- og energiministre fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Holland, Sverige, Portugal, Finland, Slovenien og Danmark.
Connie Hedegaard: Erhvervslivets klimamodstand er legitim
Den fælles erklæring kommer samtidig med at Europa-Parlamentets miljøudvalg i dag skal diskutere backloading-forslaget.
Fra den magtfulde tyske kansler Angela Merkel har der også i denne uge lydt lignende toner. Merkel indikerer over for Bloomberg, at hun bakker op om backloading-forslaget, men giver samtidig udtryk for, at det først er noget hun er villig til at handle på efter det tyske valg i september.
Ifølge kansleren er det nødvendigt at diskutere en hel reform af kvotesystemet, som er designet ud fra en forventning om en specifik økonomisk udvikling. Når den udvikling slet ikke holder stik, er det klart, at systemet ikke fungerer, siger kansleren med henvisning til, at de økonomiske fremskrivninger i midten af 00'erne da kvotesystemet blev udviklet er blevet gjort til skamme af den økonomiske krise, der ramte verden i 2008 og stadig plager særligt Europa.