DI modarbejder Vestas, Grundfos og Danfoss
Brancheforeningen Dansk Industri modarbejder en række af sine egne store, grønne industrivirksomheder.
Gennem den europæiske industriorganisation, Business Europe, opfordres parlamentsmedlemmerne i EU til at stemme nej til et forslag, der midlertidigt piller CO2-kvoter ud af EU’s kvotesystem i et forsøg på at hæve kvote priserne. Det skriver Berlingske.
Alt imens forsøger Vestas, Grundfos og Danfoss - i samarbejde med 39 andre europæiske virksomheder - at få forslaget vedtaget.
Argumentet fra DI og Business Europe er, at højere kvotepriser svækker industrivirksomhedernes konkurrenceevne, mens de grønne virksomheder plæderer for, at høje kvotepriser er afgørende for den grønne omstilling i Europa.
“Vi skal have nogle kvotepriser, der giver et reelt incitament til at investere i grønne teknologier. Med de nuværende lave priser er systemets troværdighed i fare,” siger Jørgen Bjelskou, chef for public affairs hos pumpeproducenten Grundfos, til Berlingske.