Britisk havvindpulje mødes med afmålt begejstring

Selv om puljen til havvind er mere end firedoblet og prisloftet øget med 66 pct., er det dog ikke helt nok til at rette op på problemet. Regeringen bør føje flere penge til, siger brancheforening.
Den britiske finansminister Jermy Hunt præsenterede onsdag det britiske budget. Herunder hvor meget, der er sat af til den forestående CFD-runde. | Foto: Maria Unger
Den britiske finansminister Jermy Hunt præsenterede onsdag det britiske budget. Herunder hvor meget, der er sat af til den forestående CFD-runde. | Foto: Maria Unger

Den britiske regering afsætter 800 mio. pund årligt (6,97 mia. kr.) til det forestående havvindudbud, AR6. Det blev annonceret i forbindelse med den britiske finansminister Jeremy Hunts årlige budgetpræsentation onsdag.

Dermed har briterne skruet markant op for såvel tæller og nævner i forhold til sidste års fejlslagne udbud. Beløbet er således mere end fire gange så højt som de 190 mio. pund, der var afsat i AR5, mens prisloftet i udbuddet allerede i efteråret blev hævet med 66 pct. til 73 pund/MHw i 2012-priser. Det sidste svarer til omkring 108 pund/MWh i dagspriser.

Modsat industriens entydige hjertevarme, da prisloftet blev hævet, bliver puljens størrelse dog mødt noget mere afmålt.

”Finansministeriet har forpasset muligheden for at maksimere den kapacitet, som Storbritannien kunne have sikret i dette års udbud af nye havvindparker,” konstaterer adm. direktør i den britiske brancheforening Renewable UK, Dan McGrail.

”Vi har mere end 10 GW, der er godkendt til at byde ind denne sommer. Opførelsen af det er afgørende, hvis vi skal gøre op for det tabte i sidste års udbud og skabe den omfattende pipeline, der er nødvendig for at sætte skub i investeringerne i forsyningskæden og væksten i Storbritannien. Denne finansiering vil kun sikre mellem 3-5 GW.”

Interesseorganisationen opfordrer derfor den britiske finansminister, Jeremy Hunt, til at øge den aktuelle pulje og sigte højt i de kommende. Storbritannien har et mål om af have opført 50 GW havvind i 2030, hvilket Renewable UK dog vurderer ”ser uopnåeligt ud” med det nuværende udbygningstempo, hvor ingen projekter blev budt ind i den forrige udbudsrunde.

Samme vurdering har også andre iagttagere. Heriblandt analysehuset Aurora Energy Research, der mener, at det afsatte beløb ”skubber ambitionen om at levere 50 GW havvind i 2030 endnu længere ud i mørket”. Mens også en af de forventlige bydere, Iberdrolas britiske datterselskab Scottishpower, opfordrer til at der føjes flere penge til budgettet.

”Jeg forventer at udbuddet bliver meget kompetitivt. Givet skalaen af den tilgængelige pipeline ... vil vi opfordre regeringen til at genbesøge budgettet i lyset af udviklingerne,” skriver adm. direktør Keith Anderson i en kommentar til adskillige medier, herunder Reuters.

Scottishpower har to nye projekter, der kan byde ind, i form af East Anglia 1 og 2 North på samlet 1,7 GW. Derudover kan det spanskejede selskab også vælge at byde op til 25 pct. af kapaciteten fra East Anglia 3 – der stammer tilbage fra AR4 i 2022 – ind igen.

Den procedure har Ørsted allerede meldt ud, at det danske energiselskab vil benytte sig på Hornsea 3. Godt 750 MW kan således genindbydes fra storprojektet, som der blev taget endelig investeringsbeslutning på i december. Derudover har den pressede udvikler også mulighed for at byde sig til med det sidste projekt fra Hornsea-zonen, Hornsea 4 på 2,6 GW.

Vinduet for bud i AR6 åbner den 27. marts og løber i tre uger, mens vinderne ventes at blive annonceret omkring begyndelsen af juli. Projekterne er sat til at skulle være opført i 2027/28 og 2028/29.

Foruden puljen til fastbundsmonteret havvind har den britiske regering afsat midler til to øvrige puljer. 120 mio. pund er afsat til modne teknologier, hvor bl.a. landvind skal forsøge at tage kampen op mod sol, mens der er sat 105 mio. pund af til vækstteknologier som f.eks. flydevind, biomasse med CO2-fangst og geotermi. 10 mio. pund af disse er øremærket til tidevandskraft.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også