Analytiker: Ikke meget at råbe hurra for i Ørsteds regnskab

Positivt er det dog, at Ørsted afstår fra en kapitalforhøjelse, siger Sydbanks aktieanalysechef.
Foto: Pr
Foto: Pr
AF MARKETWIRE

Ørsted fik en bedre afslutning på 2023, end det var ventet, mens prognosen for det nye regnskabsår er til den svage side.

Særligt i fokus ved dagens regnskab er dog Ørsteds restruktureringsplaner, der nok vil blive mødt med utilfredshed hos nogle investorer, efter at energikoncernen har sløjfet sit udbytte frem til og med 2025.

Positivt er det dog, at Ørsted afstår fra en kapitalforhøjelse, siger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, til MarketWire.

Ørsted havde i 2023 et underskud på 20,2 mia. kr., hvilket dog var mindre, end analytikere adspurgt af selskabet op til regnskabet ventede. Her var ventet et nettounderskud på 24,3 mia. kr.

I det nye år venter Ørsted et overskud fra driften før af- og nedskrivninger eksklusive nye partnerskabsaftaler og annulleringsgebyrer på 23-26 mia. kr.

En prognose, der ifølge Jacob Pedersen ligger i den lave ende af markedets vurdering.

Omdrejningspunktet for regnskabet er dog Ørsteds storstilede restruktureringsplaner.

”Man får det egentlig modelleret meget fint. Man kan ikke undgå, at et gør ondt på nogen, og at nogen bliver trætte af det. I første omgang handler det om, at man dropper udbyttet i 2023-2025. Det vil der være nogle investorer, der er rigtig trætte af,” forklarer aktieanalysechefen.

Dertil har Ørsted søsat en række sparetiltag, der blandt andet tæller et skåret investeringsprogram og en refokusering af havvindporteføljen, der blandt andet betyder et exit fra de norske, spanske og portugisiske markeder samt en neddrosling i blandt andet Japan.

Jacob Pedersen påpeger videre, at Ørsted indikerer, at man vil levere en indtjening på mellem 1,5-3 pct.point over kapitalomkostningerne.

”Man kommer stadig til at levere værdi på de projekter, som man opfører. Det synes jeg trods alt er positivt, men det er klart, at indtjeningsvæksten på 8 pct. frem mod 2030 er markant mindre end 13-14 pct., man tidligere havde lagt op til.”

Et lyspunkt i regnskabet er, at Ørsted har undladt at forhøje sin aktiekapital, som det i markedet har været frygtet, siden energikoncernen i forbindelse med tredje kvartal nedskrev for 28 mia. kr.

”Der er som sådan ikke noget at råbe hurra for, bortset fra at der ikke kommer nogen kapitalforhøjelse. Det vil der givetvis også være nogle investorer, der vil være tilfredse med.”

Til spørgsmålet om, hvorvidt det suspenderede udbytte er et nødvendigt onde for at undgå en kapitalforhøjelse, lyder svaret:

”Alt, hvad Ørsted gennemfører, er et nødvendigt onde.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også