Elprisen stiger voldsomt for danskere øst for Storebælt

En kombination af frostvejr og mindre blæst sender elprisen på himmelflugt i Østdanmark.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Elprisen i Østdanmark stiger fredag markant og vil i gennemsnit over dagen ligge på 1,45 kroner per kilowatt-time.

Det viser tal fra elbørsen Nord Pool.

En så høj dagspris er ikke set siden 24. januar 2023.

Prisen på 1,45 kroner er den rene elpris. Oveni kommer forskellige afgifter.

Hos et af de største danske energiselskaber Andel Energi, som har over en million kunder, ligger den gennemsnitlige pris i Østdanmark på 3,60 kroner.

Prisen topper mellem klokken 17 og 18, hvor man skal betale 7,54 kroner per kilowatt-time.

Elprisens pludselige himmelflugt for danskere bosat øst for Storebælt skyldes især ændringer i vejret.

Det siger Jens Nærvig Pedersen, der er råvareanalytiker hos Danske Bank.

”I de seneste dage har det blæst rigtigt meget. Det har været med til at holde elpriserne nede, selv om det har været frostvejr.”

”Nu ventes vinden at stilne af, og man regner derfor ikke med at kunne få en lige så stor produktion af vindenergi,” siger analytikeren.

Det kolde vejr betyder, at forbruget af både varme og strøm øges. Det kan presse priserne op.

Med vejrudsigter, der lover frost de næste mange dage, kan man godt vente, at priserne vil være i den høje ende i den kommende tid, siger Jens Nærvig Pedersen.

”Men det vil formentlig være midlertidigt, og stigningerne vil være mere begrænsede, end vi så sidste vinter.”

”Generelt er forsyningssituationen på energimarkedet langt bedre, end den har været de seneste vintre. Der er stadig masser af gas på lagrene,” siger han.

I Vestdanmark ligger dagsprisen på el fredag på 0,68 kroner per kilowatt-time. Det er højere, end man har set i den seneste tid. Men stigningen er dog langt fra lige så voldsom som i Østdanmark.

De regionale forskelle kan skyldes, at Østdanmark i høj grad påvirkes af Sveriges energimarked, mens Vestdanmark er koblet til blandt andet Tyskland.

Også i Sverige byder fredag på en meget høj elpris. I hele landet vil dagsprisen ligge over to svenske kroner, skriver det svenske nyhedsbureau TT. Det svarer nogenlunde til prisen i Østdanmark.

For Sveriges vedkommende har man ikke set så høj en elpris i over et år.

Ligesom i Danmark er det blandt andet bidende kulde, der giver høje elpriser til svenskerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også