Danske Bank-boss skal stå i spidsen regeringens klimapartnerskab

Carsten Egeriis fra Danske Bank er udnævnt af regeringen til formand for klimapartnerskab for finanssektoren.
Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho
AF RITZAU

Administrerende direktør i Danske Bank Carsten Egeriis har fået endnu en titel at bryste sig af.

Regeringen har nemlig udnævnt bankchefen til formand for klimapartnerskabet for finanssektoren.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) glæder sig over, at Egeriis vil påtage sig rollen.

”Det er helt afgørende, at vi har et stærkt samarbejde med erhvervslivet, når det kommer til accelerere den grønne omstilling,” siger han i meddelelsen og tilføjer, at han derfor er glad for, at Egeriis er klar til at påtage sig formandskabet.

”På den måde kan vi fastholde en grøn, dansk førerposition og samtidig tage højde for erhvervslivets udfordringer i en tid med geopolitiske spændinger og en ny international virkelighed,” lyder det videre fra ministeren.

Udskiftningen i formandsstolen sker, efter at den tidligere formand, Torben Möger Pedersen, er stoppet som administrerende direktør i PensionDanmark.

Regeringen har sammen med erhvervslivet etableret 14 klimapartnerskaber. Her samarbejder man om tiltag, der reducerer erhvervslivets udledninger af drivhusgas og styrker virksomhedernes grønne konkurrenceevne.

Et af disse partnerskaber omhandler finanssektoren. Det er det, Carsten Egeriis nu ser frem til at sidde i spidsen for.

”Jeg vil gerne takke ministeren for tilliden. I finanssektoren er vi allerede godt i gang med at muliggøre grønnere valg for danskerne og understøtte virksomhedernes omstilling mod en mere bæredygtige fremtid,” siger han i meddelelsen.

Det næste vigtige skridt i partnerskabet er at fokusere på at styrke rammevilkårene for finansiering af den grønne omstilling, lyder det fra Egeriis.

Ifølge ham kan man den vej igennem sætte turbo på den grønne omstilling i Danmark og dermed bidrage til at nå regeringens klimamål i 2030.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også