Iransk forening for grøn energi vil beholde gas og olie

Vedvarende energi kan ikke være en erstatning for fossile brændstoffer, siger iransk forening for grøn energi.
Iran er blandt verdens ti største udledere, men en komplet udfasning af fossile brændstoffer er ikke muligt, siger iransk forening. | Foto: Atta Kenare
Iran er blandt verdens ti største udledere, men en komplet udfasning af fossile brændstoffer er ikke muligt, siger iransk forening. | Foto: Atta Kenare
AF RITZAU

Mens et stigende antal lande erklærer sig klar til at udfase fossile brændstoffer, er der stadig lande, der argumenterer imod.

I Iran, en af verdens ti største udledere af drivhusgasser, vurderer den ikke-statslige forening for vedvarende energi, at de fossile brændstoffer skal blive i energisystemet.

”Angående en udfasning af fossile brændsler, så tror jeg ikke, det vil ske i Iran,” siger Seyed Moslem Mousavi, CEO for Iran Renewable Energy Association (IRREA), til Ritzau på klimatopmødet COP28 i Dubai.

”Vedvarende energi kan ikke være en erstatning for fossile brændstoffer.”

Hvorvidt verden skal udfase eller blot nedfase udledningerne fra de fossile brændsler er et afgørende tema på årets klimatopmøde.

Iran har ikke ratificeret Paris-aftalen, og det er derfor ikke afgørende for COP28’s resultat, om landet stemmer for eller imod et forslag om at udfase fossile brændstoffer.

Men landet forhandler med på klimatopmødet, og deres problemstilling kan have lighedstræk med andre landes.

IRREA er en ikke-statslig forening, og Seyed Moslem Mousavi er ikke talsperson for den iranske regering eller stat. Men han forklarer, hvordan landets omstilling er besværet.

Irans økonomi og energisystem er afhængig af naturgas og olie, forklarer han, og omkring 75 procent af elektriciteten i Iran produceres af fossile brændstoffer.

Iran ser dog, at landet har et ”stort potentiale” for vindmøller, solceller og vandkraft, og de vil derfor gerne udvikle den vedvarende energi ”hurtigst muligt” for at få en bedre fordeling.

”Vedvarende energi og fossile brændstoffer kan komplementere hinanden,” siger Seyed Moslem Mousavi.

”Jeg tror, at de to slags, vedvarende energi og fossile brændsler, vil vokse sammen.”

Det er særligt den såkaldte baseload, der er svær at omstille for Iran. Det er den grundlast, der altid kan skaffe strøm, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

Her satser andre lande på eksempelvis kernekraft eller biomasse, og Iran har også vandkraftværker til at tage en del af den faste strømproduktion.

Men på grund af landets geografi kan de store vandkraftværker ikke holde en konstant strømproduktion, siger Seyed Moslem Mousavi.

Og så er der den internationale politiske isolering, der også spiller ind.

”Vi er under hårdt pres fra de uretfærdige og onde sanktioner – virkelig onde sanktioner – og på grund af dem ser vi ind i mange problemer for omstillingen. Men Iran er et stort land med et stort potentiale, både for fossile brændstoffer og vedvarende energi.”

Når han spørges, hvordan han har det med, at videnskaben kræver et stop for fossile brændstoffer for at holde temperaturstigningerne nede, mens Iran vil fortsætte, er det internationale samfund igen relevant.

”I omstillingen fra fossile brændstoffer til ren energi har man brug for et godt samarbejde mellem landene,” siger han.

Men de udviklede lande vil ikke dele nye teknologier og finansiering med Iran, lyder det.

”Man skal være opmærksom på retfærdigheden i den her omstilling.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også