Trods ny plan er Klimarådet stadig usikker på effekt af CO2-fangst

Det er godt, at regeringens nye plan for CO2-fangst skaber mere klarhed. Men Klimarådet er stadig tvivlende.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Selvom regeringen mandag har fremlagt en ny plan for udrulning af CO2-fangst og lagring i 2029, tvivler Klimarådet stadig på, i hvor høj grad teknologien kan levere CO2-reduktioner til klimamålet i 2030.

”Der er en usikkerhed, der ikke handler så meget om udspillet, men om at vi har at gøre med en ung teknologi, og at der derfor kan opstå uventede problemer - for eksempel i forbindelse med lagringen,” siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard. Klimarådet er et uafhængigt råd af eksperter, der rådgiver regeringen i klimaspørgsmål.

Det er dog overordnet set godt, at regeringen har fremlagt en plan for udrulningen af CO2-fangst og lagring samt hele den nye infrastruktur bag, der skal oprettes, lyder det.

”Det skaber større sikkerhed om, hvordan Danmark forventes at reducere sine CO2-udledninger med CCS. Vi har flere gange efterspurgt en samlet plan, og det er godt, at regeringen nu kommer et skridt tættere på, at CCS-potentialerne kan blive til virkelighed,” siger Peter Møllgaard.

CCS står for Carbon Capture and Storage - eller CO2-fangst og lagring på dansk.

Der er de seneste år aftalt flere puljer med milliarder, som skal sikre, at der kommer gang i industrien.

De løber op i knap 40 milliarder kroner, men en del af dem er allerede udmøntet.

Der er derfor cirka 27 milliarder kroner tilbage, som skulle være udmøntet i flere mindre dryp.

Dem vil regeringen nu samle til to store udbud i juni 2024 og et år senere på henholdsvis 10,5 og 16,3 milliarder.

Regeringen vil sikre, at den fulde fangst af CO2 begynder i 2029 i stedet for 2030.

I den forbindelse udskydes en gradvis indfasning af fangsten fra 2026.

Det betyder, at den nye plan samlet vil give 100.000 ton CO2-reduktion mindre, end det hidtil har været planen.

Det er ”hammer irriterende”, siger klimaminister Lars Aagaard, men det gøres med åbne øjne.

”Jeg veksler en lille bitte forsinkelse med langt større sikkerhed for, at vi når klimamålet fuld fangst. Det rykker vi frem til 2029 for at øge sikkerheden for, at den private sektor, der leverer investeringerne, også møder vores politiske forventninger,” siger Lars Aagaard.

Klimarådet roser regeringen for, at planen skaber mere klarhed.

Det er også rådets forventning, at regeringens plan vil bidrage til opnåelsen af 2030-målet.

”Spørgsmålet er, hvor stort bidraget kan nå at blive,” siger Peter Møllgaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også