Debat: Net til tiden er afgørende for den grønne omstilling

Syv initiativer skal gøre nettilslutningen hurtigere, men der er også behov for, at rammevilkårene tager højde for opgavens omfang, hvis de nødvendige milliardinvesteringer skal foretages. 
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Af Thomas Egebo, adm. direktør i Energinet og Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark

Den grønne omstilling betyder, at det danske elforbrug bliver to-tredoblet frem til 2030 i takt med, at vi får flere elbiler, varmepumper og en industri på el.

Samtidig foregår vores produktion af strøm mere og mere decentralt. Tidligere kom strømmen fra få store kraftværker. Nu og i fremtiden vil den primært blive produceret af vindmøller og solceller, som er spredt over hele landet.

Omstillingen kræver mere elnet. Meget mere. Ny infrastruktur i form af transformerstationer og kabler tager tid at planlægge, indkøbe og bygge, men det må ikke blive en flaskehals for den grønne omstilling. 

For at speede processerne for nettilslutning op peger vi derfor på syv initiativer, der skal være med til at gøre det hurtigere at få nye anlæg på vores elektriske motorveje, motortrafikveje, landeveje og biveje. Vores mål er at skabe de bedst mulige forudsætninger for nettilslutning af elforbrug og -produktion for at hjælpe med at accelerere den grønne omstilling i et tæt samarbejde med hinanden, vores netkunder, aktører og myndigheder. 

Markant hurtigere end i dag

Med de syv initiativer lægger vi hånden på kogepladen og garanterer, at Energinet og de lokale elnetselskaber inden for 12 måneder - i langt de fleste tilfælde - kan oplyse udviklere for eksempel af store solcelle- og vindmølleparker, hvor og hvornår et anlæg kan blive tilsluttet elnettet. Det ’servicemål’ gælder fra det tidspunkt, hvor netkunden har givet os alle de nødvendige informationer, til der er underskrevet en nettilslutningsaftale.

Servicemålet om ’et år’ er markant hurtigere end hidtil for simple nettilslutninger, der ikke kræver en større udbygning af transmissionsnettet. Servicemålet omfatter også de projekter i distributionsnettet, som kræver en større udbygning af transmissionsnettet.

Hvis der er tale om mindre anlæg, der skal tilsluttes distributionsnettet, falder svaret allerede nu hurtigere – uanset om det handler om ladestationer til elektrisk transport, varmepumper på fjernvarmeværker eller el-anlæg til industrier.

Vi forventer, at vi i langt de fleste tilfælde kan leve op til det nye servicemål, når initiativerne er ført ud i livet. For mere komplicerede sager er det vores ambition at sikre en smidig og effektiv tilslutningsproces, som er tilpasset individuelle behov.

Opfordring til tidlig dialog

Forbrugere og producenter af strøm tripper for at blive tilsluttet elnettet. Med god grund. Udover at speede processerne op handler initiativerne også om at afstemme forventninger med de forskellige aktører. 

Nogle gange kan det gå relativt hurtigt at blive koblet på elnettet. I andre tilfælde skal Energinet og/eller de lokale elnetselskaber udbygge nettet med transformerstationer og kabler, og det tager naturligvis tid. 

Som i alle større byggesager skal kommuner og andre myndigheder give tilladelse, og der skal købes udstyr på et hårdt presset globalt marked, hvor mange lande er i gang med den samme grønne omstilling, som vi er i Danmark.

’Dialog’ er et ord, der går på tværs af flere af de syv initiativer. Det er vigtigt, at projektudviklere, kommuner og netselskaber bliver bedre til at dele viden, så vi opfordrer til at videreudvikle den dialog, der er i gang mange steder i landet. 

Energinet har allerede taget initiativ til tidlig dialog med kommunerne, og vi opfordrer alle aktører til at tale sammen tidligt i processen. Videndeling er afgørende for, at vi får gennemført en elektrificering i højt tempo.

Derudover er det nødvendigt, at rammevilkårene tager højde for opgavens omfang, hvis der skal foretages de nødvendige milliard-investeringer i det kollektive net. Både Energinet og de lokale netselskaber skal have bedre muligheder for at foretage de nødvendige investeringer. 

Klimamål kræver mere elnet

Gennem de seneste 3-4 årtier har det danske elforbrug ligget nogenlunde konstant på 35 TWh/år. Nu ser vi ind i et scenarie, hvor elforbruget allerede inden for syv år kan runde 100 TWh. 

Udviklingen er allerede i fuld gang. Både Energinet og de lokale netselskaber håndterer stadig flere sager med ønsker om nettilslutninger. Det er positivt. Elektrificeringen nedbringer Danmarks klimaaftryk markant og vil bidrage til, at vi kan nå Folketingets mål om 70 procent færre udledninger af drivhusgasser i 2030. 

For elnettet er omstillingen voldsom, men vi kan løfte opgaven via samarbejde og gode rammer for net til tiden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også