Aktivister spærrer Berlins veje i protest mod tysk klimapolitik

Klimaaktivister har limet sig fast til kørebanen på flere gader i Berlin. Tysk minister fordømmer aktionen.
Foto: Tobias Schwarz
Foto: Tobias Schwarz
AF RITZAU

Trafikken er mandag mere udfordret end normalt i Berlin.

Klimaaktivister har således blokeret for trafikken flere steder i den tyske hovedstad for at udtrykke deres utilfredshed med den tyske regerings indsats - eller mangel på samme - på klimaområdet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Blandt andet har aktivisterne limet sig fast til kørebanen. Nogle har ligefrem fæstnet sig til asfalten på motorvej A100.

Bag aktionen står gruppen Last Generation.

”Vi vil ikke længere acceptere, at regeringen ikke har nogen plan for, hvordan den vil stoppe ødelæggelsen af vores eksistensgrundlag,” siger Carla Rochel, der er talsperson for Last Generation, i en udtalelse ifølge AFP.

Klokken 09.00 havde politiet registreret 33 blokader i storbyen.

For at fjerne demonstranterne og få gang i trafikken igen har politiet i Berlin indsat omkring 500 ekstra betjente mandag.

I mindst ét tilfælde har politiet været nødt til at bruge et kraftigt bor for at frigøre asfalten fra vejbanen omkring en demonstrants hånd. Selve hånden var derefter fortsat fæstnet til et stykke asfalt, skriver AFP.

Tysklands finansminister, Christian Lindner, fordømmer aktionen og beskriver aktivisternes ageren som ”fysisk vold”.

”Intet motiv, lige meget hvor nobelt det er, kan skjule den kendsgerning at Berlin-blokaden ikke er andet end fysisk vold.”

”De, der ønsker en anden politik, kan grundlægge et parti og søge at samle et flertal bag deres holdninger,” skriver Christian Lindner på Twitter.

Christian Lindner er foruden finansminister formand for det liberale parti FDP.

Klimaaktivisterne har lagt op til at fortsætte aktionen de kommende dage.

”Vi sætter byen i stå, så regeringen kan komme i bevægelse,” siger en aktivist fra Last Generation, Raphael Thelen, i en video på Twitter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også