Regeringen fremlægger planer for udbygningen af havvind

Statsministeren, den fungerende forsvarsminister og klimaministeren præsenterer onsdag nye klimatiltag.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

SVM-regeringen præsenterer onsdag en række nye klimatiltag i forbindelse med et møde på Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet. Hvilke tiltag det handler om, uddybes ikke.

Ved mødet deltager ledere fra erhvervslivet, eksperter, interesseorganisationer og politikere.

Her vil regeringen drøfte den grønne omstilling med deltagerne.

”Den seneste klimarapport fra FN er alarmerende læsning. Der er behov for hurtig handling, og Danmark skal gå forrest.”

”Regeringen vil have en markant udbygning af havvind. Og vi vil sikre, at vi når CO2-reduktionsmålet for 2025,” udtaler statsminister Mette Frederiksen (S) i pressemeddelelsen.

Mødet begynder klokken 16.30, men klokken 16 vil der være doorstep med statsministeren, fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Tirsdag løftede Lars Aagaard i Berlingske sløret for en plan om massiv udbygning af havvind. Ministeren ligger op til, at 30 procent af Danmarks samlede havareal reserveres til havvindmøller. I dag er andelen 15 procent.

Samtidig lød det fra ministeren, at selskaber skal have lov til at sætte endnu flere vindmøller op per kvadratmeter havareal. Det kaldes på fagsprog ”overplantning”.

Regeringens planer kommer samtidig med åbningen af Power-to-X-udbud, der skal udmønte 1,25 milliarder kroner til produktionen af grøn brint. Produktion af den grønne brint er baseret på havvind.

Power-to-X er den proces, hvor strøm og vand bliver lavet om til brint gennem elektrolyse. Brinten kan bruges direkte i for eksempel lastbiler, færger eller industrien.

I Klimarådets årlige rapport, som blev præsenteret tidligere i år, konkluderer rådet, at det bliver en udfordring at realisere planen om at nå 2030-målet. Det er nedskrevet i klimaloven, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2020.

Målet handler om, at Danmark i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til udledningsniveauet i 1990. I den forbindelse er der også lavet delmål for 2025.

I sin rapport gør rådet, der er et uafhængigt organ af eksperter, opmærksom på, at regeringens vej indeholder ”betydelige risikoelementer”.

Det gælder i forhold til fangst og lagring af CO2, en usikkerhed om den reelle effekt af den nye skattereform og så endelig regeringens planer om at lave CO2-reduktioner i landbruget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også