Danmark støtter grøn reform af Verdensbanken

En række store økonomier vil gøre det lettere for udviklingslande at låne penge til grønne tiltag.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Det kan blive den hidtil største reform af Verdensbanken, hvis en række lande lykkes med at klimareformere banken, som yder lån til udviklingslande gennem indbetalinger fra medlemslandene.

Danmark støtter reformen, som særligt USA og Tyskland og en række andre lande har skubbet på for.

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) deltager til og med fredag i det årlige forårsmøde i Washington D.C.

”Hvis Danmark kan være med til at reformere Verdensbanken på en måde, så den tænker udvikling og klima langt bedre sammen, så har det et kæmpe potentiale. De to ting hænger uløseligt sammen.”

”Meget, meget ofte er klimaforandringerne direkte årsag til den fattigdom, som vi bruger mange ressourcer på at bekæmpe. Jeg tror på, at en ambitiøs reform af Verdensbanken kan blive en gamechanger,” siger han i en pressemeddelelse.

Bankens oprindelige formål var at finansiere genopbygningen efter Anden Verdenskrig, men i dag bekæmper banken fattigdom gennem lån.

Foruden en klimareform er der et ønske om at investere yderligere flere hundrede milliarder kroner til långivning over det næste årti.

Det er ifølge koalitionen de fattigste lande, som er mest påvirket af kriser som klima, pandemier og konflikter.

Klodens ændrede klima forstærker fattigdom, fødevareusikkerhed og ustabilitet, særligt i lande, der i forvejen er skrøbelige.

Derfor skal Verdensbanken investere en del af sine milliardbeløb grønnere og samtidig fastholde fokus på at bekæmpe fattigdom verden over, lyder argumentet.

Banken yder ikke bistand til klimatiltag i samme omfang som lignende organisationer.

Siden Paris-klimaaftalen blev indgået i 2015, har banken ydet knap 105 milliarder kroner i finansiering af projekter med fossile brændsler. Det viser en analyse af en koalition af ikkestatslige organisationer ved navn The Big Shift.

For udviklingslande kan en reform ikke ske hurtigt nok.

Deres lån er skyhøje efter pandemien, krigen i Ukraine og den afledte fødevare- og energikrise. Det ødelægger deres mulighed for at investere for at dæmme op for klimaforandringer, som påvirker landene mere end andre.

I 2022 opfordrede USA banken til at ”udvikle” sig. Sammen ejer USA og Tyskland omkring en femtedel af banken, mens Danmark står for under én procent.

Møderne torsdag er første skridt i reformprocessen, der ventes at kulminere ved Verdensbankens årsmøder til oktober i Marrakesh, Marokko.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også