Vestas er havnet i finsk milliardtvist om vindmøller til Rusland.

Løkke og ministerium blander sig i Vestas-sag om russiske vindmøller, som kan koste Vestas halvanden milliard.
Henrik Andersen, direktør i Vestas, mener det er imod EU-sanktioner at opsætte vindmøller i Rusland. | Foto: Alberto Ortega/AP/Ritzau Scanpix
Henrik Andersen, direktør i Vestas, mener det er imod EU-sanktioner at opsætte vindmøller i Rusland. | Foto: Alberto Ortega/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Udenrigsministeriet og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har involveret sig i en sag mellem vindmølleproducenten Vestas og det finske energiselskab Fortum.

Det skriver DR.

Sagen drejer sig om fire vindmølleparker, som Vestas skulle have bygget i Rusland for Fortum.

Men efter den russiske invasion af Ukraine har Vestas trukket sig fra det russiske marked. Desuden gør EU-sanktioner ifølge Vestas, at kontrakten mellem Vestas og Fortum ikke ville kunne overholdes.

De to parter er endt i en voldgift, som kan koste Vestas 1,5 milliarder kroner.

Løkke har ikke selv udtalt sig til DR, men Udenrigsministeriet bekræfter over for DR, at det er en sag, man kender og har taget op med finnerne.

”På anmodning fra Vestas har Udenrigsministeriet taget sagen op med de finske myndigheder gennem alle relevante kanaler. Ambassadøren har flere gange drøftet sagen med de finske myndigheder på højt niveau. Ligesom udenrigsministeren har rejst sagen på ministerniveau. Fra finsk side har man svaret, at man ser det som en sag mellem to virksomheder, der skal løses efter vilkårene i kontrakten mellem dem,” oplyser Udenrigsministeriet til DR.

Aftalen om vindmøllerne blev indgået mellem Vestas og Fortum, der er ejet af den finske stat, i september 2021. Altså før krigen i Ukraine begyndte i februar 2022.

De Radikales leder, Martin Lidegaard, der også er tidligere udenrigsminister, siger til DR, at han håber på, at regeringerne i Danmark og Finland kan finde en løsning.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener, at den finske stat bør stoppe sagsanlægget. Han tilføjer, at enten Løkke eller statsminister Mette Frederiksen (S) bør tage fat i finnerne igen.

Fortum har ikke ønsket at stille op til et interview med DR. Men Fortum skriver blandt andet i en skriftlig kommentar, at de er uenige i Vestas’ fremstilling af sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også