Putin stiller Nord Stream-krav direkte til dansk ambassadør

Danmark skal støtte Ruslands forslag om en international undersøgelse af Nord Stream-sabotage, siger Putin.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger onsdag ved en ceremoni i Moskva, at Danmark bør støtte Nord Stream-undersøgelse. | Foto: Sputnik
Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger onsdag ved en ceremoni i Moskva, at Danmark bør støtte Nord Stream-undersøgelse. | Foto: Sputnik
AF RITZAU

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har onsdag henvendt sig direkte til den danske ambassadør Jakob Henningsen i sagen om Nord Stream-sabotage.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

”Vi håber, hr. ambassadør, at danskerne vil støtte vores forslag om at etablere en uafhængig international kommission, der skal undersøge alle hændelsens omstændigheder,” lyder det onsdag fra Putin.

Rusland har også tidligere bedt Danmark om at involvere russerne i arbejdet med at opklare, hvem der stod bag eksplosionerne ved Nord Stream.

Putins henvendelse onsdag er sket ved en ceremoni i Moskva.

Her har den danske ambassadør i Rusland, Jakob Henningsen, deltaget sammen med 16 andre udenlandske ambassadører. Jakob Henningsen har været Danmarks ambassadør i Rusland siden september 2020.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Ria siger Putin ved ceremonien, at forholdet mellem Rusland og Danmark historisk set har været tæt.

”Men der er uro i Østersøen i øjeblikket - bogstaveligt talt,” siger Putin.

Blandt de øvrige repræsentanter ved ceremonien var ambassadører fra USA, Norge og EU. Det skriver Tass og nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Putin er forholdet mellem USA og Rusland i en ”dyb krise”, der er ”baseret på vidt forskellige tilgange til den moderne verdensorden”.

I sin åbningstale ved ceremonien sagde Putin, at Rusland er åben for konstruktivt samarbejde med alle lande. Russerne vil ikke isolere sig selv som følge af krigen i Ukraine, understregede den russiske præsident.

Den russiske invasion af nabolandet Ukraine blev indledt i de tidlige morgentimer den 24. februar sidste år. Her meddelte præsident Putin, at han havde sat gang i en ”særlig militær operation”.

Få minutter efter var der meldinger om eksplosioner i flere ukrainske byer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også