Dansk Fjernvarme klar til at samarbejde med NEKST

Hos Dansk Fjernvarme mener man, regeringens nye energikrisestab kan spille en afgørende rolle i udrulningen af fjernvarme ved tæt involvering af relevante sektorer. 
Foto: Dansk Fjernvarme
Foto: Dansk Fjernvarme

”Farvel til gas i danske hjem”.

Det er den ene af overskrifterne på de to spor, som den nationale energikrisestab – NEKST – i første omgang giver sig i kast med. 

Og det glæder man sig over i Dansk Fjernvarme, som også får repræsentanter i den såkaldte NEKST-følgegruppe. 

”NEKST har et kæmpe potentiale for at blive skelsættende i den grønne omstilling. Her venter en række større beslutninger om, hvordan vi prioriterer i de projekter, der i dag er med til at presse arbejdsmarkedet, sådan at vi frigør de nødvendige ressourcer til at levere på opgaven med at udfase naturgas og udrulle mere grøn fjernvarme,” siger Kom Mortensen i en skriftlig kommentar til startskuddet af NEKST, som energiminister Lars Aagaard (M) lancerede onsdag middag.

Dansk fjernvarme har allerede en række anbefalinger til opgaver, NEKST kan gå i gang med. Blandt andet prioritering af anlægsarbejde for at sikre flere faglærte til den grønne omstilling, risikoafdækning af fjernvarmeudrulningen ved for eksempel midlertidig tilslutningspligt og flere midler i fjernvarmepuljen.

NEKSTs første tre overordnede målsætninger, der skal arbejdes med de næste syv måneder er: Projekter på plads i 2023, effektiv udrulning af fjernvarme og grønne individuelle og fælles varmeløsninger.

”Siden energipriserne fløj i vejret, og krigen brød ud i Ukraine, har fjernvarmesektoren oplevet en enorm efterspørgsel på fjernvarme nu og her. Den bedste fjernvarme kræver ordentlig planlægning, og derfor tager fjernvarme tid at få rullet ud. Men ved at kigge på hele processen fra efterspørgsel til godkendt projekt, kan der findes effektiviseringsmuligheder, som kan få fjernvarmen endnu hurtigere ud til borgerne,” siger Kim Mortensen til prioriteringerne. 

Han påpeger dog, at det også kræver en effektivitet bag de beslutninger, NEKST kommer med.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også