Medie: USA vurderer at proukrainere sprængte Nord Stream

Ukraines præsident og hans folk havde intet at gøre med sabotage, siger embedsfolk til New York Times.
Foto: Handout
Foto: Handout
Af Ritzau og EnergiWatch

Nye efterretninger, som er blevet vurderet af amerikanske embedsfolk, tyder på, at en proukrainsk gruppe udførte bombesprængningen af gasledningen Nord Stream 1 og Nord Stream 2 i Østersøen. 

Det skriver avisen New York Times.

De embedsfolk, som avisen har talt med, siger, at der ikke er noget, der peger på, at præsident Volodymyr Zelenskyj eller hans topfolk har været involveret i operationen.

Heller ikke at ukrainske embedsfolk skal have beordret sabotagen.

Det er småt med detaljer i New York Times’ historie. Men det fremgår, at de nye efterretninger peger i retning af, at det var modstandere af Ruslands præsident, Vladimir Putin, som stod bag.

Men det forklares ikke, hvem medlemmerne af den såkaldte gruppe er. Heller ikke hvem der betalte for operationen i Østersøen. Det forklares heller ikke, om en gruppe i denne sammenhæng kan være et andet land eller en udenlandsk organisation.

New York Times’ artikel overbeviser heller ikke hverken Jacob Kaarsbo, udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator hos Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), eller Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

Til Berlingske kalder førstnævnte det ”løse rygter, som bliver kolporteret rundt på dårligt grundlag”, mens sidstnævnte vurderer oplysningerne i artiklen som ”meget ukonkret og upræcist”.

Siden de to gasforbindelser blev ødelagt i starten af september, har det føget med gensidige beskyldninger om, hvem der stod bag.

I Vesten lød det mange steder, at Rusland selv måtte have sprængt rørene, der kunne levere naturgas fra Rusland til Tyskland. 

Det er blevet benægtet af Rusland. Moskva har senest krævet en international undersøgelse af sagen.

Sprængningerne skete ud for Bornholm og det sydlige Sverige. De blev sat i forbindelse med den krig, som Rusland havde indledt i Ukraine i februar sidste år.

Der er i øjeblikket en fælles undersøgelse i gang i Danmark, Sverige og Tyskland. Men de tre lande har senest oplyst, at de ikke er færdige med deres efterforskning og derfor ikke kan komme med nogle konklusioner.

John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus i Washington, siger tirsdag, at den amerikanske regering vil afvente de tre landes rapport.

Fra Rusland lyder det tirsdag, at New York Times’ historie kun forstærker det russiske ønske om at få en international undersøgelse. Det skriver Reuters.

Rusland ventes at ville fremlægge en resolution til afstemning i slutningen af marts i FN’s Sikkerhedsråd. Her vil man anmode FN’s generalsekretær, António Guterres, om at sætte gang i en undersøgelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også