De store kanoner har været i stilling, siden Energistyrelsen forrige mandag satte åben dør-ordningen i bero. Efter godt 23 års tilværelse levet stille i spalter som disse, er den med ét blevet et emne, både internationale medier, landets statsminister og EU’s kommissionsformand forholder sig til.

Det skyldes næppe i ringe grad de mange gigawatt, ordningen pludselig indeholder. Ej heller at hele 5,2 GW af disse er søgt af to af den grønne omstillings globale rockstjerner, Copenhagen Infrastructure Partners og Ørsted. 

Supergruppen er dog ikke åben dør-ordningens største spiller. Den hæder tilfalder derimod Greengo Energy; I december og januar indgav den Vedbæk-baserede udvikler ansøgninger på fire projekter langs den jyske vestkyst med en samlet kapacitet på op til 6.210 MW. Om end selskabets egen vurdering er en smule lavere.

”Alt er jo en estimering af de givne arealer. Vores vurdering er, at projekterne kan udvikles til 5,4 GW, for selv om man rent faktisk godt kan stoppe mere ind, ved vi allerede nu, at det ikke vil være muligt. Derfor synes vi ikke, at det vil være seriøst at rapportere et højere tal,” siger Greengos direktør for havvind og PTX, Anders Heine Jensen.

Det skal jo heller ikke hedde sig. Aktuelt hedder det dog slet ikke noget. Ikke blot i den forstand at Greengos projekter med navnene M1-M4 har været noget mere prunkløs ved døbefonden end kollegaerne, der står bag projekter som Odin og Vikinge Banke. Men også ved at de modsat de fleste øvrige, end ikke kom i intern myndighedshøring, før ordningen blev sat i bero.

Negative og positive forskelle

Siden da har det svirret med rygter. Både om det reelt var Energistyrelsen, der stod bag beslutningen; om den egentlige årsag var risiko for karambolage med EU’s statsstøtteregler og ikke mindst om, hvad udfaldet bliver. Sidstnævnte vækker også en vis nervøsitet i Vedbæk.

”Vi har ikke viden om, hvordan myndighederne tænker at fortsætte ordningen. Men vi hører jo forskellige rygter om, hvad der kunne mulige modeller. Hvis f.eks. de projekter, der har været i intern høring, får lov at fortsætte, mens andre ikke gør, vil det være helt urimelig forskelsbehandling, hvor en tilfældig tidsfaktor bliver udslagsgivende.” siger Anders Heine Jensen.

”Hvis man vil lave særbehandling, bør den være positiv. Det vil være langt mere rimeligt at se på intentionen i åben dør-ordningen som var, at de netop skulle være kystnære, bidrage til Danmarks grønne omstilling og være bundet op på PTX-anlæg, som vores er. Et sådant valg ville også være forskelsbehandling, ja, men det ville være ud fra saglige kriterier.”

Risikerer kuldsejlet PTX

Nuvel, mens Greengos projekter – modsat f.eks. CIP og Ørsteds – efterlever åben dør-ordningens grundtanke om kystnærhed med blot fire kilometer til land, så halter det måske mere med et andet aspekt: At intention var, at de skulle være små. Ikke en karakteristik, der passer lydefrit på projekter, der hver især kan blive to-tre gange større end Danmarks aktuelt største havmøllepark.

Det er dog heller ikke sikkert, at kapaciteten når helt derop. I første omgang er de kystnære projekter tiltænkt at udgøre 1,8 GW af den nyligt lancerede Megaton Energipark, hvor planen er at kombinere havvinden med 2 GW sol og toppe af med landvind for at nå projektets fulde kapacitet på 4 GW. Det skal inden 2030 drive et PTX-anlæg med 2 GW elektrolysekapacitet.

At åben dør-projekterne tiltænkes helt eller delvist anvendt til Power-to-X er intet særsyn. Tværtimod nævnes det af stort set alle ansøgere som en afgørende forudsætning. Men hvis ikke ordningen får lov at køre videre, så risikerer det at sætte Danmarks grønne brinteventyr over styr, mener Anders Heine Jensen.

”Tidsfaktoren er meget vigtig i det her. Hvis ordningen aflyses, og der i stedet laves et nyt udbud, vil det over en bred kam nok medføre en forsinkelse på to år. Det vil få mange af de danske PTX-projekter til at kuldsejle,” forudser direktøren, der dog ikke frygter isoleret for, at hans eget projekt vil bliver blandt de grundstødte.

”Nej, det bliver det da forhåbentlig ikke. Heldigvis kan vi at starte projektet op med metanol-produktion på fase 1, hvor vi anvender sol og landvind, da det er langt hurtigere at opføre end havvind. Men fase 2, hvor havvinden skal ind, ville nok blive forsinket med to-tre år – og med mere end 70 pct. af den samlede produktion udgør den langt størstedelen af projektet.”

Lokal forankring

Skulle EU sige god for ordningen og Energistyrelsen atter trykke på start, vil situationen naturligvis være en anden. De 1,8 GW til Megaton-projektet kan komme fra ethvert af Greengos ansøgte projekter, understreger direktøren, og selv om det endnu ikke er planen, er der mulighed for at fordoble energiparkens kapacitet til 8 GW.

Dog skal udvikleren også forcere en anden mulig snubletråd. For modsat såvel åben dør-projekterne i rum sø som European Energys mange kystnære ansøgninger, er der i Greengos projekter mere end én kommune, der skal undlade at nedlægge veto mod dem.

Opbakningen er allerede sikret fra Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor Megaton skal etableres. Derudover ser også Esbjerg, Holstebro, Lemvig, Jammerbugt og Thisted Kommune ud til at skulle nikke ja. Dem har udvikleren endnu ikke været i kontakt med, men det vil ske, hvis projekterne sendes i høring, forsikrer direktøren.

”I vores optik kan det kun lykkes, hvis der er et tæt og godt samarbejde med kommuner og borgere. Uden lokal forankring og tidlig dialog kommer man ingen vegne,” konstaterer Anders Heine Jensen.

”Det er lidt af et paradoks, at de store energiselskaber får langt mest opmærksomhed og derfor de facto anses som de bedste udviklere. For det vigtigste er at skabe en fælles ide med lokalsamfundet, hvilket er årsagen til, at det er så fint med PTX. Så eksporteres lokal strøm til en lokal fabrik, der beskæftiger folk, der sandsynligvis bosætter sig i lokalområdet.”

Villig til havleje

Det er ikke kun mulige lokale arbejdspladser, Greengo lokker med. Udvikleren åbner også op i forhold til den bagvedliggende årsag til berostillelsen: Penge. 

For når ordningen er sendt til tjek for statsstøtte skyldes det en antagelse om, at havbunden er blevet så mange penge værd, at den ikke bare kan foræres væk uden videre. Allerede i efteråret forsøgte en række ansøgere at imødegå det dilemma ved at erklære sig klar til at yde en form for samfundsbidrag – og for Greengo er der ingen hellige køer i forhold til udformningen. 

I en meddelelse slår adm. direktør Karsten Nielsen således fast, at ”en model med havleje eller koncessionsbetalinger ser vi som en mulighed”. 

Præcis hvor mange penge, der kunne blive tale om, er dog mere usikkert. I forvejen er udvikleren på grund af nærheden til kysten forpligtet til at betale kommunerne igennem Grøn Pulje, betoner Anders Heine Jensen, og desuden er havvind ikke så billig, som den har været. Så f.eks. en sammenligning med det nærliggende Thor-projekt, der betaler 2,8 mia. kr., holder ikke.

”Rigtigt mange forudsætninger er anderledes i forhold til, da Thor blev udbudt, og stort set alle er gået den forkerte vej. Det er nok ikke billigere at bygge vind, så vi ville være bekymret, hvis der blev tale om beløb i den størrelse,” siger han.

”Derudover bliver det elastik i metermål. For vi kender endnu ikke den endelige pris på grøn brint; de endelige forhold omkring den; om der kommer en rørledningsafgift og hvad man i øvrigt får for den producerede brint. Og tingene hænger sammen.”

Ikke landgrabbing

Spørgsmålet er dog, om det hele nu også hænger sammen. I de mere misantropiske afkroge af branchen kan der høres røster, der ikke er overbevist om, at et selskab som Greengo - hvis aktuelle omsætninger er mindre end 100 mio. kr. - uden videre er i stand til at realisere et projekt som Megaton til 60 mia. kr. En skepsis, der ikke mindskes ved at lægge yderligere adskillige gigawatt havvind til.

Igennem den prisme tager det sig noget anderledes ud. Der ligner det snarere, at Greengo opportunistisk har kopieret den fede fidus, andre udviklere opdagede, og derfor har lagt billige biletter ind på så meget som muligt i håbet om, at kunne høste en profit ved at sælge projekterne fra, så snart de har modtaget myndighedernes accept.

”Vi er her for at udvikle energiprojekter, ikke for at tage pengene og løbe. Det ville da være dejligt, hvis man kunne leve af landgrabbing, og så ville der nok være mange, der gjorde forsøget. Men det er ikke noget, vi ser nogen mulighed i - og da slet ikke med kystnær havvind,” fastslår Anders Heine Jensen.

”For det første er der ikke de penge i det, og for det andet bliver der ingen projekter uden lokal opbakning. Selvfølgelig skal vi have investorer med undervejs, men vores interesse er i at drive hele udviklingen frem til den lokale PTX-produktion. Det er dér, vi ser værdien, og dér vi adskiller os fra nogle af de andre udviklere, der hellere vil købe strømmen på markedet uden lokal forankring.”