Fra kolde stuer og en støvsuget bankbog til stilstand: Træpille-formand afblæser prisgalop og forsyningskrise

Fyringssæsonen har budt på både op- og nedture for landets ca. 100.000 boligejere, som får varme i radiatoren fra afbrænding af træpiller.
Foto: Tobias Nicolai
Foto: Tobias Nicolai
MICHAEL STENVEI

Det er mindre end et halvt år siden, at 100.000 boligejere så ind i en vinter med fare for kolde stuer og en støvsuget bankbog. Nu afblæser træpillebranchen krisestemningen, der har betydet hamstringer og skyhøje priser.

”Der skete det, at vi fik tæt på den varmeste oktober nogensinde, ligesom november har været varm. Og så gik markedet for træpiller fuldstændig i stå,” siger Henrik Nørbo Mosegaard, formand for Associationen Dansk Biobrændsel (ADB), om udviklingen på træpillemarkedet.

Til daglig er han biomassechef i energikoncernen Verdo, og derfor var han selv vidne til den kaotiske stemning, som herskede i august og september.

”Vi har private kunder, der græder i telefonen,” forklarede Henrik Nørbo Mosegaard dengang til Finans om opkald fra nærmest desperate kunder, der enten ikke kunne få fat i træpiller eller måtte sande, at en stigning i markedspriserne fra typisk 1.500-2.000 kr. pr. ton til pludselig 6.500-7.000 kr. var mere, end budgettet kunne klare.

Men så kom vejrguderne træpilleejerne til hjælp i form af en foreløbig mild vinter. Samtidig betød de høje priser, at der blev skåret i forbruget rundt omkring, lyder meldingen.

Derfor råder panikken igen i branchen – nu bare med omvendt fortegn.

”Salget stoppede nærmest fra den ene dag til den anden. Ordrerne dykkede måske 80 pct. Det har vi aldrig oplevet før,” siger Henrik Nørbo Mosegaard.

Samtidig med den manglende afsætning er der kommet masser af friske leverancer af nye træpiller fra Nordamerika. Alt sammen har det sat sig i prisen på træpiller, der ifølge ADB-formanden er raslet ned de seneste måneder.

En hurtig søgning viser, at mange forhandlere nu skilter med priser i niveauet 2.800-3.500 kr. for et ton træpiller.

”I dag kan man sagtens se træpiller til 3.000 kr. pr. ton,” siger Henrik Nørbo Mosegaard og giver sit bud på de senere tids markante prisfald:

”Jeg tror, at nogen har brændt nallerne på det her. Mange har bundet store penge op i et varelager indkøbt til høje priser. Nu dykker priserne, og selv om de måske står til at tabe halvdelen, er de bare nødt til at komme af med træpillerne. Der er jo stadig regninger, som skal betales,” siger han.

Trods de store markedsudsving når det gælder træpilleforsyningen og priserne, tror han, at 2022 bliver en engangsoplevelse for landets 100.000 træpillefyrejere.

Hvad kommer der til at ske, når vi når efteråret?

”Jeg tror ikke, at vi til august kommer til at stå i samme situation som sidste år. Det, der fik priserne til at eksplodere dengang, var frygten for ikke at kunne få produkter. Nu har vi fået nye forsyningskilder, ligesom der findes store lagre rundtomkring i Danmark. Så der er noget at tage af,” siger Henrik Nørbo Mosegaard.

I en ny orientering afblæser Energistyrelsen også udsigten til en forsyningskrise i indeværende fyringssæson, der løber til april.

I regeringsgrundlaget fra december slår SVM-regeringen fast, at man vil ”have fokus på danskere, som opvarmer deres bolig med gasfyr, træpiller m.v.” i forbindelse med en kommende inflationshjælpepakke.

Da regeringen præsenterede hjælpepakken sidste uge, var der dog ingen hjælp til de 100.000 træpillefyr-ejere, selv om mange husstande sidste år oplevede mere end en tredobling af udgiften til køb af træpiller svarende til en ekstraregning på i værste fald 25.000-30.000 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også