Danskerne har skruet 19 procent ned for gassen
De danske forbrugere af el og gas skruede i andet halvår ned for begge dele med hhv. 6 og 19 pct. i forhold til normalforbruget. Det oplyser Energistyrelsen torsdag i sin seneste status på forsyningssituationnen.
Myndighedens vicedirektør, Martin Hansen, opfordrer danskerne til at fastholde dette forbrugsmønster, da det gavner energiforsyningen.
”Vores forsyningssituation er afhængig af, at vi holder fast i de gode sparevaner, så vi er rustet til næste vinter. Det gavner ikke kun pengepung og klima at spare på energien – det er afgørende for, at vi har energi nok til alle,” siger han i en meddelelse.
”Energiforsyningen er lige nu stabil på tværs af alle energikilder, og vi vurderer fortsat, at det ikke bliver nødvendigt at afbryde strøm- og gasforsyningen til forbrugerne i denne vinter. Vi må holde fast i de gode vaner, så vi ikke kommer i problemer,” fortsætter han.
Det var især konvertering væk fra gas i forskellige produktionserhverv, som bragte forbruget heraf ned, men også i husholdninger, kontorer og butikker mindskedes forbruget med omkring 20 pct. I forhold til elforsyningen var det især husholdninger, der drev reduktionen.
Energistyrelsen gør status over forsyningssituationen hver måned.