FN: De seneste otte år har været rekordvarme

2016 ligger stadig nummer et på listen over de varmeste år. 2022 kommer ind som nummer fem eller seks.
Foto: Thomas Borberg / Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

De seneste otte år er de varmeste år, der er registreret, siden målinger begyndte for over 140 år siden.

Det meddeler FN’s meteorologiske organisation, WMO, torsdag ifølge nyhedsbureauerne dpa og AFP.

”De seneste otte år var det varmeste, der er registreret globalt, drevet af en stadig stigende koncentration af drivhusgasser og akkumuleret varme,” skriver WMO i en meddelelse.

Tendensen ser derfor ud til at stige, lyder det fra FN’s meteorologer.

”Sandsynligheden for - midlertidigt - at bryde grænsen på 1,5 grader stiger med tiden,” advarer WMO ifølge AFP.

Grænsen på 1,5 grader er den grænse, der er fastsat i Parisaftalen fra 2015, som næsten alle verdens lande har tilsluttet sig.

Det varmeste år, WMO har registreret, var 2016. Dernæst kommer 2019 og 2020.

2022, hvor mange lande i Europa oplevede hedebølge, er det femte- eller sjettevarmeste, der er registreret, siden målingerne begyndte i 1880. Det afhænger af hvilket datasæt, man kigger på, oplyser WMO.

Både i Frankrig, Storbritannien, Spanien og Italien var der i 2022 rekordhøje temperaturer. På globalt plan var gennemsnitstemperaturen 1,15 grader højere end i den præindustrielle tid fra 1850 til 1900.

Det er ottende år i træk, at den globale gennemsnitstemperatur var mindst én grad højere end i den præindustrielle periode.

Tirsdag nåede EU’s klimatjeneste Copernicus frem til samme konklusion om, at de seneste otte år er de varmeste, der nogensinde er målt på kloden. Det er til trods for, at vejrfænomenet La Niña har haft en kølende effekt de tre seneste år.

La Niñas modstykke, der hedder El Niño, har en tendens til at bidrage til højere temperaturer. Det gjorde sig bl.a. gældende i 2016, som er det hidtil varmeste år, der er målt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også