Grundlaget bag SVM-regeringen indeholder en ”million overraskelser”, æggede Mette Frederiksen forud for fremlæggelsen.

Tilsyneladende faldt de ikke allesammen på det energipolitiske område. 

I hvert fald mundede danmarkshistoriens længste regeringsforhandlinger ikke ud i umiddelbare nybrud: Ingen privatisering af Ørsteds havvindmøller, som ellers var Venstres colombusæg i valgkampen. Intet opgør med den kontroversielle gasrørledning til Lolland. Ingen nye energiøer, omfavnelse af den ellers pludseligt folkekære kernekraft eller lignende omkalfatringer.

De store nyheder er i stedet placeret så langt ude i fremtiden, at det vil kræve et noget længere politisk ægteskab at fuldføre, end sidste S og V var i regering sammen. Som at Danmark skal være klimaneutral om 23 år frem for om 28 år. Mens der i 2050 så til gengæld skal fjernes 7,74 mio. CO2 mere, end der udledes.

Kanoniseret klimapolitik

Det kan udlægges på flere måder. 

Kynikeren ville måske hævde, at den nye regering derved placerer yderligere et par grønne fugle på taget i forsøget på at maskere, at der ikke er nye af slagsen i hånden. Som f.eks. at øge reduktionsmålet til 80 pct. i 2030, som store dele af den tidligere S-regerings parlamentariske grundlag ville.

Mens en mere venlig læsning vil tilsige, at en allerede ambitiøs politik nu endegyldigt er kanoniseret. For uagtet at de nu tidligere støttepartier rituelt fremhævede det modsatte på vej ud af forhandlingslokalerne, tager energipolitikken sig umiddelbart ikke mere sort ud af, at den politiske farveskala er skiftet fra rød/grøn til rød/blå.

2030-målet består for nu

At den nye regering har valgt ikke for nuværende at skrue op for 2030-målet, kan der være to gode grunde til. 

Dels har klimaet fået konkurrence i vælgernes bevidsthed af mere prunkløse emner som sundhed, forsvar og økonomi. Taget in mente at de sidste procenter i en CO2-reduktion er langt dyrere end de første, kan det kræve en upopulær høj regning. 

Dels er der den fortsatte ubekendte om landbrugets reduktion. Venstre har gået med på at skrive en CO2-afgift ind i grundlaget, men omfang og tidslinje er skudt til hjørne til Ekspertgruppen for en Grøn skattereform giver sine anbefalinger næste år. Ender det med et mindre ambitiøst mål for landbruget, skal der findes desto mere andetsteds blot for at nå det nuværende 70 pct.-mål.

Ikke et ord om PTX

Endelig kan det bemærkes, at der heller ikke just er en unison energibranche, der skriger på yderligere opskruede klimamål på kort sigt. Både fordi den har mere travlt med at råbe på handling i forhold til at efterleve de allerede vedtagne, og fordi det i store dele ikke synes attråværdigt.

Det har til dels at gøre med de seneste års helt store politiske buzzword, der bemærkelsesværdigt ikke er nævnt med ét ord i regeringsgrundlaget: Power-to-X. Sat over for den eneste anden umodne energiteknologi, der har fået tilnærmelsesvis lige så meget politisk fokus - men som i øvrigt heller ikke klarede cuttet til regeringens papirer: CCS.

For som f.eks. Klimarådet og Concito har peget på, så er fangst og lagring af CO2 den umiddelbart billigere løsning til at nå store reduktioner. Også biogen CO2 fra biomassefyrede kraftværker og biogasanlæg. Men hvor en lang række energiproducenter er med på at fange CO2’en så vil de genbruge den til f.eks. brintbaseret metanol. Men det reducerer i sagens natur udledningerne mindre.

Nyt klimamål for eksport

Derfor kan fraværet af et højere 2030-mål faktisk være en slags plaster på såret for de virksomheder med grønne brintambitioner. Om end en del formentlig fortsat vil føle sig en kende forslået og forsmået over, at hverken PTX-udbud eller brintrør er nævnt.

Omvendt kan der godt findes argumenter for, hvis den energipolitiske kæledægge er skudt midlertidigt til hjørne. I en tid, hvor hele Europa sukker efter elektroner kan timingen se svær ud for PTX, hvor omkring to tredjedele af strømmen spildes i forarbejdningen. For slet ikke at tale om, at hvad den aktuelle elpris betyder for den i forvejen dyre teknologi.

Der kan dog også findes et andet figenblad for bl.a. brintbranchen i teksten. Om end det hverken er det mest iøjnefaldende endsige det, der smager mest af høje klimaambitioner, som de har været forstået i den gængse læsning af Klimaloven. 

Den nye regering vil således ”hæve ambitionerne for Danmarks aftryk i verden ved at opstille et mål for den danske klimaeffekt forstået som den internationale klimaeffekt, der følger af den danske eksport af energiteknologi og tjenesteydelser”. Sagt med andre ord vil regeringen indregne f.eks. eksporten af grøne brintprodukter til Tyskland. Det kan oplagt øge det politiske incitament for PTX.

Elnet på forkant

Derudover gemmer der sig også andre potentielt betydende aspekter ved en nærmere læsning af teksten. 

Måske mest oplagt vil den nye regering ikke bringe elnettet op til niveau, men også ”bidrage til, at udbygningen er på forkant med elforbruget og produktionen”. Hvis implementeret vil det være en for industrien bredt set længe ønsket omkalfatring af de gældende regler, hvor der de facto først kan sættes gang i processen på bagkant. Det forsinker processen - omvendt øges risikoen for en forkert udbygning ved at bygge før behovet er på plads.

A propos elnettet, så finder regeringen det betimeligt at erklære, at den opfatter det som kritisk infrastruktur. Men det gælder dog ikke kun nettet men ”fremtidens energisystem”. 

Når den udvidelse kan være betydende, skyldes det, at det også indebærer at der stilles større krav til produkternes bæredygtighed og skabelsen af forsyningskæder ”fra Europa og ligesindede lande”. Et bud er, at sidstnævnte ikke omfatter f.eks. Kina, som såvel industri som politikere frygter vil overtage hele vindindustrien på samme måde, som landet gjorde det med solindustrien i nullerne.

Udviklere skal betale mere

Ørsted, Vattenfall og de øvrige klassiske havvindaktører vil også finde glæde i betoningen af bæredygtigheden. For i takt med at afregningspriserne i de seneste år har skåret sig helt ind til knoglemarven, er inkludering af blødere faktorer som biodiversitet, systembalance og bæredygtige materialer blevet deres håb om fortsat konkurrencedygtighed.

Til gengæld vil selvsamme udviklere næppe glæde sig lige så meget over, at regeringen som den forrige ser havvind som en fremtidig indtægtskilde. For at skaffe statskassen en ”rimelig del” af indtægterne fra energiproduktion, overvejes der således en ”opdateret koncessionsmodel”. Om end de nærmere detaljer herom ikke fremgår.

Modsat er der sådan set rimeligt mange detaljer om det aspekt, der - fraset det langsigtede klimamål - tiltrak sig mest opmærksomhed onsdag: Etableringen af en såkaldt national energikrisestab.

Her udpensles formålet ganske klart. Den kommende Nekst-taskforce skal øge tempoet såvel på udrulningen af fjernvarmen, udbygningen af elnettet og den allerede planlagte mangedobling af vedvarende energi på land og til søs. Med andre ord alt det, såvel industri som forskere længe har skreget på.

Ligeledes ligger metoden også implicit i etableringen. Den oplagte inspiration er den nationale operative stab, Nost, der fungerede som den koordinerende krisestab under coronakrisen. Foruden det symbolske i, at klimaet dermed ligeledes placeres i krisekategorien, så kan en fælles front fra de utallige lokale og nationale myndigheder samt andre aktører potentielt være ganske afgørende. 

Omvendt er det ikke ligefrem det første politiske visionspapir der fremhæver nødvendigheden af et opgør med bureaukrati og silotænkning. Uden at mange nok vil hævde, at det mål endnu er opnået til fulde. 

Men skulle Nekst-etableringen være det skridt, der løser den udfordring, ville det måske ikke være en million overraskelser. Til gengæld vil det være en stor en af slagsen.