Debat: EU barsler med bombe under vores elmarked

EU-Kommissionen har planer om at fremsætte et forslag, som i sin essens vil ødelægge det velfungerende elmarked, vi kender i dag. Et marked som er helt afgørende for den grønne omstilling. Det er stærkt bekymrende, og Danmark må og skal kæmpe med næb og klør for at få afmonteret denne bombe under vores grønne strøm, skriver Ulrich Bang, der er markedschef for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.
Foto: Prdanskerhverv
Foto: Prdanskerhverv
AF Ulrich Bang, markedschef for klima, energi og miljø, Dansk Erhverv

Danske virksomheder og danske husholdninger har de seneste måneder været stærkt presset af de stigende priser på el og gas. Kloden sveder under de accelererende klimaforandringer. Og det ukrainske folk lider under de russiske terrorbombardementer og plyndrende besættelsesstyrker.

Hvis vi vil ud af både energikrisen, klimakrisen og afhængigheden af Putin, så er der kun to løsninger. Vi skal spare på energien, og vi skal finde sikre alternativer til den russiske gas. Derfor er det afgørende, at vi stiller to centrale spørgsmål, når danske eller europæiske politikere, lobbyister, eksperter kommer med deres forslag til løsninger. 

Bidrager forslaget til at nedsætte energiforbruget?

Kommer der mere vedvarende energi og andre sikre alternativer til russisk gas?

Tackling af energikrisen og den grønne omstilling er med rette en politisk topprioritet for alle politikere i Europa. Ikke mindst i Bruxelles.

Det afgørende for alle investeringer, også i grønne alternativer til russisk gas som sol, vind, biogas osv., at der er sikkerhed for det marked, som man investerer i. Sikkerhed kan være mange ting. 

Det er selvfølgelig, at man ikke pludselig får nationaliseret sin investering, men det er også sikkerhed mod ændringer i beskatning med tilbagevirkende kraft, eller mod at man radikalt ændrer markedsbetingelserne ved at indføre offentligt fastsatte priser eller på anden måde sætter de eksisterende markedsmekanismer ud af kraft. 

Store konsekvenser

Helt forenklet, så handler beslutningen om investeringen i en vindmølle eller solcellepark, om hvad det koster at få etableret parken, hvor meget strøm parken producerer, og hvad strømmen kan sælges til. Selvfølgeligt efter alle tilladelser er på plads.

Dette gør indretningen af elmarkedet helt afgørende for investeringen i mere vedvarende energi, og ændringer i elmarkedet kan have meget store konsekvenser for investeringslysten i mere grøn strøm. 

Det ser vi allerede i dag.

I Danmark har krisestyringen været klog. Input fra eksperter og energikyndige har præget debatten, og vi er generelt gået uden om de mere populistiske snuptagsløsninger, selvom vi lige har været i valgkamp. Sådan står det desværre ikke til i Bruxelles.

Det er foruroligende at høre EU-kommissionens ønsker om en hastereform af elmarkedet, som vi kender det, da det netop risikerer at underminere investeringssikkerheden for de grønne investeringer, der skal gøre os fri at den russiske gas.

Forhastet

For hvordan er det nu i det nuværende elmarkedsdesign? Her producerer de billigste energiteknologier strøm først. Risikoen for forsyningsproblemer minimeres, fordi udbud og efterspørgslen mødes på både kort og lang sigt. Når prisen er høj, så bliver der (i den nuværende situation) sendt prissignaler om at spare på strømmen, men samtidig også om at udbygge med mere grøn strøm. Og strømmen flyder fra områder med lave marginalomkostninger og produktionsoverskud til områder med høje priser og knaphed. Dét er smart! 

Så hvis man stillede spørgsmålene fra indledningen, om hvorvidt en løsning bidrager til at spare på energi og/eller producere sikre alternativer til russisk gas, så vil det nuværende elmarkedet jo være svaret. Det nuværende markedsdesign giver både signal om at spare, når prisen er høj og om at bygge mere f.eks. vind og sol. 

Derfor er det meget bekymrende, at toppen af EU-kommissionen åbenbart føler sig så politisk presset, at den har foreslået dybtgående reformer af elmarkedet uden overhovedet at undersøge de negative konsekvenser eller foretage de vanlige konsekvensanalyser. Hvis vi skal blive fri af russisk gas, så er det sidste, vi har brug for, en politisk bombe under elmarkedet og de grønne investeringer i bl.a. vind og sol. 

Bekymrende

Fra Dansk Erhvervs side opfordrer vi alle Folketingets partier og ikke mindst den kommende regering til at markere meget tydeligt, at Danmark bakker op om det europæiske elmarked, og at eventuelle reformer selvfølgelig kun kan gennemføres efter meget grundige konsekvensanalyser. Man kunne passende starte med at stille to simple spørgsmål til EU-kommissionen:

Bidrager reformforslaget af elmakedet til, at vi sparer mere på energien og/eller bidrager det til at fremme investeringer i vind, sol og andre alternativer til russisk gas? 

Det nuværende europæiske elmarked virker og er en medvirkende årsag til, vi har så meget vind og sol i vores energisystem i dag. Det er netop, hvad vi har brug for i de nuværende kriser. Elmarkedet er centralt for at få lavere energipriser, for at omstille den europæiske økonomi til klimaneutralitet og for at komme ud af Putins gasklør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også