En stribe russiske missilangreb har onsdag dræbt tre personer i den ukrainske hovedstad, Kyiv, og forårsaget enorme strømsvigt.
Det oplyser myndigheder og Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko.
”Fjenden har affyret missiler mod vigtig infrastruktur i Kyiv. Bliv i dækning, indtil luftalarmen ikke lyder længere,” oplyser Kyivs administration.
Nyhedsbureauet AFP citerer embedsfolk for, at tre personer skal have mistet livet i angrebene. Derudover skal seks personer være kommet til skade.
Borgmester Vitalij Klitsjko bekræfter, at infrastruktur er blevet ramt.
Infrastruktur beskriver typisk en bys fysiske og organisatoriske faciliteter til transport og kommunikation. Det kan blandt andet dreje sig om veje, vandforsyning, strømforsyning og telefonforbindelser.
Ifølge ukrainske embedsmænd er hele Kyiv-regionen uden strøm i kølvandet på angrebet. Indbyggerne i byen Kyiv skal også være afskåret fra vand.
Tre ukrainske atomkraftværker er desuden koblet fra elnettet efter missilangreb i Ukraine. Det oplyser Energoatom, der er Ukraines statslige atomagentur, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Atomagenturet oplyser i en udtalelse, at nødbeskyttelse er aktiveret ved værkerne i Rivne, Pivdennoukrainsk og Khmelnytskyj.
Også i Moldova, der grænser op til Ukraine, er der onsdag store problemer med elnettet som følge af angrebene. Moldovas vicepremierminister, Andrei Spuni, siger, at landet oplever ”et massivt strømmæssigt blackout”.
Andrei Spuni oplyser, at omkring halvdelen af hele Moldova er uden strøm.
Der har onsdag lydt luftalarmer i flere dele af Ukraine. Der har også været meldinger om eksplosioner i flere dele af landet.
Russiske styrker har de seneste uger skruet op for angrebene i Ukraine. Det er sket, efter at de begyndte at opleve tilbageskridt på slagmarken.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarede mandag om, at millioner af ukrainske liv er i fare denne vinter på grund af energiudfordringer.
Krigen i Ukraine har torsdag varet i præcis otte måneder.
Ruslands invasion begyndte, da præsident Vladimir Putin tidligt 24. februar meddelte, at han havde sat gang i ”en særlig militær operation”.
Få minutter efter var der meldinger om eksplosioner i flere ukrainske byer.
Rusland angriber energiforsyning i flere ukrainske byer