Europæisk energiorganisation vælger ny præsident
Leonhard Birnbaum bliver ny fungerende præsident for elektricitetsselskabernes europæiske interesseorganisation, Eurelectric, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Han skal styre den europæiske industri i en tid, hvor både grøn omstilling, problemer i forsyningen, høje priser og markedsindgreb.
”Elsektoren står over for udfordringer uden sidestykke. Vi opererer i et ekstremt miljø med høje priser, forstyrrelser i forsyningen og hyppige politiske indgreb i markedet. Det bliver en nøgleprioritet at finde en balance mellem kundebeskyttelse og investorsikkerhed,” lyder det fra den nyudnævnte fungerende præsident.
Leonhard Birnbaum er beæret over at skulle tage førersædet på et så vigtigt tidspunkt som dette.
”De beslutninger, vi skal træffe i de kommende måneder, bliver afgørende for Europas fremtid. De vil bestemme vores evne til at investere os ud af krisen for at opnå omkostningseffektiv, klimavenlig og sikker energiforsyning,” siger Leonhard Birnbaum i meddelelsen.
Siden juni 2021 har Leonhard Birnbaum været vicepræsident for organisationen under sin forgænger Jean-Bernard Levy. Han er desuden adm. direktør og formand for bestyrelsen i det tyske energiselskab Eon.
Indtil videre er Leonhard Birnbaum kun fungerende præsident, da bestyrelsen i Eurelectric vælger nyt formandskab med præsident og to næstformænd i marts, og det træder endeligt i kraft juni 2023.