Klimarådet fortsætter ufortrødent med at anbefale flyafgift

I et nyt vurderingsnotat kommenterer Klimarådet den tidligere regerings globale strategi på klimaområdet.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Det er snart fire år siden, at Klimarådet første gang foreslog, at der bliver indført en flyafgift i Danmark.

Og det fortsætter rådet utrætteligt med at gøre.

For selv om den socialdemokratiske regering i september foreslår at lægge en passagerafgift på 13 kroner på indenrigsflyvninger, er det ikke tilstrækkeligt, siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

"13 kroner er en meget beskeden afgift sammenlignet med vores nabolande, og indenrigsflyvninger er kun en meget lille del af dansk luftfarts samlede brændstofforbrug," siger han.

"De 13 kroner kan finansiere grønnere brændstof til indenrigsluftfarten, men Klimarådet ser i virkeligheden gerne, at forureneren betaler-princippet gælder for hele luftfarten, hvilket kræver en meget højere afgift."

Onsdag er Klimarådet, et uvildigt ekspertorgan, kommet med et vurderingsnotat, hvor rådet kommenterer på den globale strategi i regeringens klimaprogram for i år.

I vurderingsnotatet peger Klimarådet på, at en flyafgift i Danmark bør være på samme niveau som i nabolandene Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien.

Vores nabolandes afgifter ligger på mellem cirka 150 og 720 kroner per passager for rejser ud af EU.

Selv om Klimarådet flere gange har påpeget behovet for en flyafgift, er det dog foreløbigt blot et forslag fra den nu tidligere regering.

"Vi bliver ved med at sige det, fordi analysen viser, at det er rigtigt. Og så har vi jo erfaring for, at nogle ting med klimapolitik skal gentages mange gange, for at det bliver omsat til politik," siger Peter Møllgaard.

I kommentaren til regeringens globale strategi, påpeger Klimarådet også, at der er brug for at blive lagt afgifter på klimabelastende forbrugsvarer. Også de varer som Danmark får fra udlandet.

"Hovedbudskabet er, at der er sket en del med at begrænse udledningerne fra dansk grund, men vi belaster klimaet meget med varer fra udlandet. Så vi skal arbejde med vores globale forbrugsaftryk," siger Peter Møllgaard.

Klimarådet har tidligere anbefalet at begrænse danskernes forbrug af kød og mælk med afgifter. Det gør sig gældende igen i vurderingsnotatet.

Samtidig mener rådet også, at der skal afgifter på produkter, der risikerer at medføre afskovning eller skovforringelse.

Det er for eksempel soja til dyrefoder, palmeolie, læder, gummi, kaffe, kakao samt træ.

Alene Danmarks import af soja og palmeolie til foder og fødevarer kan medføre globale udledninger på 2,4-7 millioner tons CO2 årligt, skriver Klimarådet.

I klimaloven har Folketinget forpligtet sig til at lytte til Klimarådets anbefalinger, når de fremover laver klimahandlingsplaner.

Klimarådet efterlyser bedre offentlig planlægning af CO2-fangst

Klimarådet efterlyser plan for landbrugets CO2-udledning

Nød lærer Danmark at spinne CCUS som fremtidens håb 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også