Forsyningssikkerhed har været højt på agendaen siden 24. februar, da Vladimir Putin sendte sine tropper ind i Ukraine. På meget kort tid har myndigheder, forsyningsselskaber og politikere måtte finde løsninger, fordi vi er på brat afvænning fra billig russisk gas. Eksemplificeret ved beslutningen om at udskyde lukningen af tre Ørsted kulfyrede kraftværksblokke og Energistyrelsens advarsel om risikoen for korte afbrydelser i løbet af vinteren.

Det er resultatet af, at dansk forsyningssikkerhed gennem de seneste 20 år er havnet i en Bermuda-trekant mellem myndigheder, marked og udlandsforbindelser. Før i tiden havde kraftværksselskaberne helt entydigt ansvaret for forsyningssikkerhed. I takt med, at vi – fornuftigt nok – øger mængden af sol og vind i vores elsystem, og vi reducerer antallet af kraftværker, er det blevet bekvemt at regne med at vores forbindelser til udlandet nok skal hjælpe os, når vi har forsyningsproblemer.

Den slags tænkning fungerer godt i gode tider, men når problemerne viser sig, bliver det mere tvivlsomt om det er løsningen. Vi har ikke officielle aftaler med vores nabolande om, at de altid har et par gigawatt kapacitet stående klar til os. Det håber vi i virkeligheden bare.

Hjælper naboen?

Derfor bør alle EU-landene opsætte mål for deres egen forsyningssikkerhed. I gamle dage havde Danmark et mål om 100 procent selvforsyning + reserver. Det er næppe nødvendigt med reserver, men alle EU-landene bør grundlæggende tage ansvar for deres egen forsyningssikkerhed. Hvis alle landene tror, at naboen hjælper, men ingen kan klare sig selv, går det galt. Når alle er selvforsynende med strøm, kan vi godt klare, at atomkraftværker i Frankrig skal tages ud til vedligehold, eller at det ikke blæser for fuld styrke i Danmark.

De danske politikere og myndigheder har været visionære omkring en hurtig udbygning af vedvarende energi på land, mere fjernvarme, havvind og energiøer. Til gengæld har der været stille i forhold til at sætte et mål for forsyningssikkerhed, ligesom der heller ikke er påtænkt incitamenter for, hvordan vi lagrer den grønne strøm. Jo flere vindmøller og solceller vi har i vores energisystem, jo vigtigere er det at tænke i, hvordan vi gemmer energien. Det er reel forsyningssikkerhed.

I takt med kraftværkerne udfases, skal vi have tænkt i nye energilagre. Hidtil har fossil energi som store bunker kul, kaverner med naturgas og store olielagre, været vores energilager. Men det er nu, at vi skal beslutte, hvad vi gør om fem år. De kommende år må vi klare os på bedste beskub og sende en venlig tanke til Ørsteds kulkraftværker. Men værkerne holder ikke evigt, og vi skal også frigøre os fra fossile brændsler. I stedet skal vi kigge på, hvordan Danmark kan blive selvforsynet med sol, vind, biogas via energilagere. Men det kræver klare incitamenter fra politisk side, hvis de forskellige aktører skal udvikle og bygge løsninger, som kan lagre energien som strøm, varmt vand, brint eller noget helt fjerde.

I Corre Energy er vi en del af Green Hydrogen Hub, et innovativt offentligt-privat samarbejde mellem Gas Storage Denmark, Eurowind Energy og Corre Energy. Vi vil producere brint og sammenpresset luft fra vind og sol, når der er overskud af strøm i systemet og lagre det i en af de kaverner, som i dag indeholder naturgas: Et kæmpe batteri, som kan producere fossil-fri strøm fra lagrene, når der er underskud i systemet. Green Hydrogen Hub kan stå klar i 2026. Den type løsninger er fremtiden og er med til at sikre forsyningssikkerheden. Men hvis virksomheder som Corre Energy skal træffe store investeringsbeslutninger, kræver det klare signaler fra politikerne om, at forsyningssikkerhed har en værdi og er noget Danmark ønsker at prioritere igen.