Prisen på el falder - tæt på sidste efterårs niveau

Fra august til oktober blev den gennemsnitlige families elregning halveret som følge af markant prisfald.
Foto: Jens Henrik Daugaard/JPA
Foto: Jens Henrik Daugaard/JPA
AF RITZAU

Længe har stigende elpriser - og spørgsmålet om, hvordan man kan spare på strømmen - præget forbrugernes bevidsthed.

Men nu ser udviklingen med de opadgående elpriser ud til at være vendt.

Således blev elregningen mere end halveret for en gennemsnitlig dansk familie fra august til oktober.

Det viser en beregning, som Danske Bank har lavet. Det skriver TV 2.

I oktober landede den gennemsnitlige ugepris for én kilowatt-time elektricitet to gange under 80 øre på den nordiske elbørs Nord Pool.

Det var første gang siden maj, at prisen var under 80 øre.

Oven i grundprisen på strøm skal man lægge diverse afgifter og moms.

En gennemsnitlig familie, der bor i et parcelhus og består af to voksne og to børn, måtte i august ifølge Danske Banks beregning betale cirka 1900 kroner for el. I oktober kunne familien nøjes med at betale omkring 900 kroner.

Prisniveauet i oktober nærmer sig det niveau, som prægede energimarkedet sidste efterår. Og primært to faktorer er skyld i de lavere elpriser, forklarer chefkonsulent Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark.

”Gaspriserne er nærmest kollapset, fordi det er lykkedes at fylde Europas gaslagre op. Dermed kan de kraftværker, der kører på gas og producerer el, købe gassen billigt,” siger han til Ritzau.

”En anden væsentlig årsag er efterårsvejret. Blæsevejr har hjulpet med at få elpriserne ned. Det samme har regnvejret i Norge, hvor magasinerne i vandkraftværkerne er ved at blive fyldt op efter en lang tørkeperiode.”

Dertil kommer, at oktober har været en forholdsvist varm måned, hvorfor efterspørgslen på el, varme og gas har været begrænset.

For hele oktober kostede en kilowatt-time el i gennemsnit en krone uden afgifter, tariffer og moms. I august var prisen 3,5 kroner.

Det er dog ikke alle forbrugere, der kommer til at mærke prisfaldet på elmarkedet med det samme.

Hvis man har en fastprisaftale, fastsættes elprisen for en bestemt periode - for eksempel tre måneder. Derfor kan der gå noget tid, før prisændringerne kan ses på elregningen hos disse elkunder.

Inden da kan priserne dog meget vel være steget igen.

”Vi kan nok desværre ikke forvente, at elpriserne fortsætter med at falde. Det er sandsynligvis en midlertidig situation, at vi har et markant overskud af gas og dermed forholdsvist lave elpriser,” siger Kristian Rune Poulsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også