EnergiWatch

Debat: Efterårets valg skal være endnu et klimavalg

Der skal fart på implementeringen af de grønne initiativer, der er vedtaget bredt i folketinget, ikke mindst når det handler om brint og Power-to-X. Det er en bunden opgave for en ny regering at fastholde det danske momentum i den grønne udvikling, det skriver Brintbranchen direktør i dette indlæg.

Foto: Brintbranchen

Folketingsvalget i 2019 blev historiens første klimavalg – og det må ikke blive det sidste. Klima- og energipolitik er fortsat i den absolutte top af vælgernes prioriteringer, og det er afgørende, at området får den centrale plads i både valgkampen og den efterfølgende regeringsdannelse, som befolkningen kræver.

Den nuværende energikrise, som følger af den russiske invasion af Ukraine, understreger tydeligt vigtigheden af klima-, energi- og forsyningspolitikken. Den fossile afhængighed er ikke alene dybt skadelig og problematisk for de stadigt mere og mere omfattende klimaforandringer, men vores afhængighed af bl.a. russisk, fossil gas, er også en tydelig og present trussel for europæisk sikkerhed. Det er to dybt alvorlige kriser med katastrofale følgevirkninger, der skal løses samtidig. Hvis det skal lykkes, kræver det politisk vilje, forpligtelse på tværs af Christiansborgs partier og en insisteren på at accelerere den grønne omstilling. Det skal være centralt i arbejdet for en ny regering.

Yderligere massiv udbygning af de danske, europæiske og globale VE-kapaciteter, en endnu stærkere indsats på grøn brint og PtX og et højere tempo i implementeringen af de grønne løsninger ikke mindst på transportområdet, er den eneste farbare vej at gå. Derfor skal dette folketingsvalg – ligesom det seneste i 2019 – være et klimavalg.

Vi er godt på vej i Danmark, og der er truffet mange vigtige beslutninger, der skal danne fundamentet for et grønt energisystem. Men vi har mere travlt end nogensinde, hvis vi skal dæmme op for både klima-, energi- og forsyningskriserne, der påvirker os alle.

Der er allerede truffet historiske beslutninger om VE-udbygning i bl.a. Nord- og Østersøen i en klasse, der havde været utænkelig for bare få år siden, og vi har en dansk PtX-strategi, der indeholder rigtig mange fornuftige tiltag. Det er afgørende grundsten, men implementeringen haster, og tempoet skal op, hvis vi skal fastholde og videreudvikle PtX-industriens styrke med de både klima- og erhvervsmæssige fordele der følger med.

Der er stadig meget at gøre politisk i en ny valgperiode både i forhold til VE-udbygning og for at styrke Danmarks position som førende indenfor brint- og PtX. Industrien annoncerer konstant store, ambitiøse projekter, og viljen til at opskalere yderligere er lige så stor som behovet, men det kræver de rigtige rammevilkår for branchen. Tiltagene på bl.a. tariffer, direkte linjer m.v. er vedtaget, nu skal de hurtigst muligt føres ud i livet. En valgkamp og regeringsdannelse tager tid, men modsat VE, er tid en ressource, vi ikke har rigeligt af. Derfor er det imperativt, at der fortsat bakkes op om en hurtig implementering af bl.a. PtX-strategiens elementer. Vi har mere end nogensinde brug for at sætte klima-, energi- og forsyningspolitikken øverst på dagsordenen.


Mere fra EnergiWatch

BP vil satse mere på brint

Britiske BP kommer i fremtiden til at fokusere endnu mere på brintproduktionen. Direktøren vil præsentere et konkret mål i det nye år.

Læs også

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs