EnergiWatch

Flertal af EU's folkevalgte klar til at gøre op med støtten til primær biomasse

De tre største politiske grupper i EU-Parlamentet er klar til at stemme for at fjerne støtten til primær biomasse, som Danmark bruger rigtig meget af i fjernvarmesystemet. Hvis Parlamentet får sin vilje, kan det betyde endnu højere energiregninger.

Primær biomasse i form af blandt andet træpiller udgør en stor del af danskernes energiforbrug. Nu vil et flertal i EU-Parlamentet fjerne støtten til primær biomasse. | Foto: PR / CM Biomass

Energiregningerne, som allerede er steget med astronomiske beløb, kan risikere at få endnu et nøk opad.

I hvert fald hvis de folkevalgte i EU-Parlamentet får deres vilje omkring biomasse.

Onsdag over middag stemmer parlamentarikerne i Strasbourg om ændringsforslag til revisionen af direktivet for vedvarende energi. Det er det, som på EU-sprog går under navnet REDII. EU-Kommissionen foreslog flere ændringer til direktivet i sommeren 2021, som skal sikre, at EU når sit mål om at reducere CO2-udledningen med 55 pct. senest i 2030.

Et af ændringsforslagene, som socialdemokraterne, Det Europæiske Folkepartis gruppe og den social-liberale Renew-gruppen alle går ind for, er at fjerne statsstøtten til primær biomasse. Det vil sige rødder, stubbe, grene og toppe fra træer og ind i mellem deciderede træstammer.

For Danmark kan det få en enorm betydning, da ca. 60 pct. af den vedvarende energi, vi bruger, kommer fra biomasse - og heraf kommer størstedelen fra primær biomasse.

Afstemningen i Parlamentet onsdag er dog kun for at fastsætte Parlamentets position. Når den er klar, skal de folkevalgte forhandle med EU-landene. Det er Rådet i Bruxelles, der gør det på vegne af landene i de såkaldte trilogforhandlinger, hvor EU-Kommissionen sidder med som den tredje part.

Derfor er der endnu ikke tale om en endelig beslutning. Og spørgsmålet er, om EU-landene i den energimæssige situation, Europa står i lige nu, er klar til at tage beslutninger, der uvægerligt vil komme til at lægge endnu mere på energiregningerne hos slutbrugerne.

Samtidig er der grønne interesseorganisationer, der presser på for, at forslaget kommer helt igennem, fordi de mener, at afskovningen bør stoppes, og at træafbrænding er lige så slemt for miljøet, som fossil afbrænding.

Blandt andet derfor skal det også til afstemning i Parlamentet, hvorvidt primær biomasse overhovedet skal tælle med som vedvarende energi. Det spørgsmål er der dog langt mindre enighed om end støttespørgsmålet, og det er derfor langt sværere at spå om udfaldet.

I Danmark er støtten til biomasse stigende. I det nylige finanslovsforslag fra regeringen kan man se, at produktionen af biomasse får næsten 774 mio. kr. i støtte i 2022. Tallet er sat til 1.145 mio. kr. i 2023 i forventning om en højere støtteberettiget produktion.

Dansk Fjernvarme lover varme til vinter

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs