EnergiWatch

Bredt flertal vil af med gas fra 2035 grundet Rusland

Rusland har for stor indflydelse, og derfor vil bredt flertal i Folketinget med gas fra 2035 ifølge ny aftale. Dansk Fjernvarme glæder sig over aftalen. Men det skorter med hjælp til landets boligejere, lyder det. (Opdateret)

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) | Foto: Emil Helms

Et bredt flertal i Folketinget har den ambition, at al gas i Danmark skal være grønt i 2030, og at der fra 2035 ikke er boliger, der opvarmes med gas.

Det fremgår af en politisk aftale, som præsenteres lørdag morgen, der skal gøre det nemmere og billigere for danske boligejere at komme af med deres olie- eller gasfyr.

I stedet kan de skifte til fjernvarme eller en varmepumpe.

”Danmark og verden står midt i to kriser i form af en klimakrise og en energi- og forsyningskrise. Den aftale, vi har lavet, stiller Danmark langt bedre i forhold til at komme væk fra Putins (præsident Vladimir Putin, red.) gas og få udfaset fossile energikilder her i landet.”

”Vi kommer til at udrulle fjernvarme i et omfang og hastighed, som vi ikke har set tidligere i det her land,” siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

Det skyldes et ønske om at blive uafhængig af gas fra Rusland, der har invaderet Ukraine. Det har understreget, at klimapolitik og sikkerhedspolitik hænger sammen ifølge aftalepartierne.

I dag er omkring 400.000 danske hjem afhængige af gas i radiatorerne og brusebadet om morgenen, hvoraf en vis del kommer fra Rusland.

Selv om aftalen præsenteres lørdag, er det først om fire år i 2026, at der fremlægges initiativer samt finansiering.

Regeringen håber på opbakning fra EU-Kommissionen til hjælp med konkrete tiltag, som vil sætte et stop for nyinstallation af gas- og oliefyr.

Her vil regeringen give et bud på en løsning i andet halvår af 2022.

Der arbejdes for at indføre et forbud mod nye projekter for fjernvarmeanlæg, der anvender fossile brændsler som hovedbrændsel.

Fjernvarmeselskaber skal begynde at planlægge udfasning af gas.

Dansk Fjernvarme, der repræsenterer landets 370 fjernvarmeselskaber glæder sig over aftalen. Men det skorter med hjælp til landets boligejere, lyder det.

”Der mangler økonomisk hjælp til de boligejere, der ønsker at udskifte deres gasfyr med grøn fjernvarme.”

”Der mangler sikkerhed for de store investeringer, fjernvarmeselskaberne skal foretage, hvilket kunne have været afhjulpet med en ja-tak til fjernvarmeordning,” siger direktør Kim Mortensen i en pressemeddelelse.

Aftalen udspringer af regeringens udspil kaldet ”Danmark kan mere II”.

(Opdateret kl. 09.24 med yderligere oplysninger samt kommentar fra Dansk Fjernvarme.)

Mere fra EnergiWatch

Aker BP vil udbygge for milliarder

Det norske olieselskab har onsdag leveret en udbygningsplan for olieprojektet Trell og Trine til det norske olie- og energiministerium, som ventes at omfatte 25 mio. tønder olieækvivalenter.

Læs også

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs