Den danske detailbranche får fra i dag en stærk erhvervsjournalistisk dækning. Tirsdag gik Watch Mediers nye erhvervsmedie, DetailWatch, i luften.
DetailWatch skriver om resultater, strategi, konkurrence, rammevilkår, ledelse, e-handel, tendenser, innovation, profiler og meget mere. Alt sammen med ambitionen om at give beslutningstagere i og omkring detailsektoren de bedste forudsætninger for at navigere i deres hverdag.
”Detailbranchen er en del af alle danskeres hverdag, men også en slagkraftig stemme i samfundet, som den seneste uge om noget har vidnet om. Samtidig står branchen i en historisk omstilling, hvor kravene og forventningerne til detailvirksomhedernes klimaindsats, ansvarlighed og bæredygtighed er større end nogensinde – lige som de skal leve op til kundernes ønske om både spændende, fysiske købsoplevelser og lette og hurtige e-handels-løsninger. Den brydningstid byder på et væld af gode historier, som vi glæder os til at dække,” siger Louise Reseke, redaktør på DetailWatch.
DetailWatch dækker detailbranchen fra redaktioner i København og Aarhus i tæt samspil med Watch Mediers andre erhvervsmedier og kontorer i Bruxelles og i New York. Udover de brede tendenser og omvæltninger i detailbranchen vil mediet sætte fokus på resultater og nøglepersoner i branchen.
”Allerede før corona-krisen var danskernes indkøbsvaner under forandring. Den forandring er kun accelereret de seneste to år, og derfor ser vi ind i en fremtid, hvor gamle aktører i detailbranchen vil forny sig eller forsvinde, nye teknologier vil ændre indkøbsoplevelsen, og udenlandske aktører ser mod den danske detailsektor. Med andre ord er der i høj grad behov for et troværdigt, uafhængigt medie, der sætter dagsordenen i branchen med kritisk og fair journalistik,” siger Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier.
DetailWatch er en del af Watch Medier, som er ejet af JP/Politikens Hus. Alle medier er abonnementsfinansierede og har som ambition at levere uafhængig, kritisk og fair erhvervsjournalistik med fokus på substansen.