Mærsk-direktør: Vi skal investere foran efterspørgslen fra kunderne

Selvom efterspørgslen fra kunderne er stigende, udgør de grønne fragtløsninger fortsat en lille del af forretningen.
Foto: Maersk
Foto: Maersk
AF MARKETWIRE

A.P. Møller-Mærsk er klar til investere i grønnere fragtløsninger, som i 2040 skal betyde, at hele forretningen er klimaneutral. Det er ti år før den tidligere målsætning.

En del af løsningen skal dog også findes i regulering og en regning, som sendes videre til kunderne, lyder det fra Jacob Sterling, chef for dekarbonisering og forretningsudvikling hos Mærsk.

"Når vi siger, at alle de skibe, vi vil købe fremover, skal kunne sejle klimaneutralt, så ligger der også i det, at vi har sat ekstra penge af til, at de skibe bliver 10-15 pct. dyrere. Derudover kommer der også en ekstra brændstofregning. I de første mange år regner vi med at kunne sende det videre til kunderne ved at sælge de grønne produkter, som de efterspørger, som er dyrere," siger han til MarketWire.

Indtil videre har Mærsk 12 skibe på vej, der kan sejle på det alternative brændstof metanol. Den seneste bestilling blev lagt i denne uge.

Selvom efterspørgslen fra kunderne er stigende, udgør de grønne fragtløsninger fortsat en lille del af forretningen.

"Det er stadigvæk marginalt, hvad vi rent faktisk sælger af grøn shipping, men stigningen i efterspørgslen er stor, og det er en eksponentiel kurve. Sidste år solgte vi omkring tre gange så meget som året inden," siger han.

Det er særligt store kunder og forbrugerbrands, der viser en stigende interesse, og som styrer i retning af, at alt hvad de fragter, skal kunne betegnes som grønt.

Her er en af de helt store udfordringer, at hverken teknologien eller produktionsapparatet ville være klar, hvis det skulle ske i dag.

"Hvis alle vores kunder kom i dag og efterspurgte det, så kunne vi ikke tilbyde det. Vi skal investere foran efterspørgslen fra kunderne," siger Jacob Sterling og henviser blandt andet til rederiets nylige bestilling af skibe, der sejler på metanol.

Regulering skal skubbe på

Mærsk forventer samtidig at kunne hente hjælp fra øget regulering, som gøre det til en bedre forretning at sejle på alternativt brændstof end de mere traditionelle former.

"Vi presser jo hårdt på for, at der kommer regulering, som udligner prisforskellen eller endda kan gøre fossile brændsler dyrere, og så er det jo pludselig bare god forretning," siger Jacob Sterling.

For den samlede shippingindustri lyder målsætningen, at skibsfarten skal halvere sin udledning senest i 2050, når man sammenligner med 2008. Målet er fastsat af FN's søfartsorgan, der står for at regulere industrien. Mærsk måler sine resultater i forhold til 2020.

"Vi vil gerne sætte et mål, som er i overenstemmelse med Science Based Targets, som er en international standard, og de kræver, at man bruger et år, der er for nyligt. Og så gør vi jo sammenligning unødvendig, når vi rammer 2040, for der skal det bare være nul, og så er udgangspunktet lige meget," siger Jacob Sterling.

Maersk rykker klimamål – vil være klimaneutral i 2040

Maersk udnytter option på fire metanol-skibe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også