
Bidens plan mødte før jul uventet modstand fra senatoren i West Virginia, og siden har der været dødvande om aftalen, der formentlig kræver opbakning fra alle demokratiske senatorer for at komme gennem Senatet, hvor sæderne er helt lige fordelt mellem Demokraterne og Republikanerne. Det skriver Bloomberg News.
I tilfælde af stemmelighed i Senatet er det nemlig USA's vicepræsident, Kamala Harris, der bliver tungen på vægtskålen.
Planen, der går under navnet Build Back Better, bør muligvis også ryge en smule i baggrunden blandt de højeste politiske prioriteter lige nu, lyder det fra Joe Manchin over for nyhedsbureauet.
Han er nemlig stadig meget bekymret for den nuværende skyhøje inflation, den massive spredning af covid-19 lige nu og de geopolitiske spændinger, der fortsat præger verdenskortet, skriver Bloomberg News.
Build Back Better kan få stor betydning for vindbranchen da den blandt andet indeholder 320 mia. dollar (2,1 bio. kr.), der er afsat til en tiårig forlængelse af USA's støtteordninger til landvind, sol og havvind, PTC og ITC. Samt yderligere 110 mia. dollar (728 mia. kr) til at understøtte lokal produktion.