
I et nyt forslag indsendt til FN's internationale søfartsorganisation IMO forud for klimatopmødet COP26 i næste måned opfordrer den internationale rederiforening ICS sine medlemslande til bl.a. hurtigst muligt at vedtage en CO2-skat og oprettelse af en forskningsfond.
Nærmere bestemt indeholder udspillet fra ICS en række forslag, som rederiforeningen vil have regeringerne til at vedtage for at sikre, at shippingbranchen kan ramme nuludledning af CO2 og drivhusgasser i 2050.
Det gælder først og fremmest den omdiskuterede forskningsfond, som skal finansieres gennem en CO2-skat, der skal betales af rederne, når de køber fossilt brændstof.
"Bare at sætte et nyt mål for reduceringen af shippings udledning vil ikke få det til at ske af sig selv," skriver ICS i forslaget og opfordrer til, at fonden godkendes på et møde i IMO's miljøkomite MEPC senere i november, et par uger efter COP26.
Midlerne fra forskningsfonden skal bruges til at hjælpe branchen med at udvikle og implementere teknologier og løsninger, som kan reducere udledningen af drivhusgasser. Det gælder blandt andet alternative brændstoffer og infrastruktur, som ICS påpeger er nødt til at være klar så hurtigt som muligt.
"En netto-nuludledning af CO2 er mulig i 2050. Men kun hvis regeringerne tager de uglamourøse, men presserende beslutninger, der skal til for at styre denne proces gennem et globalt lovgivningsmæssigt rammeværk," siger ICS-formand Esben Poulsson i en meddelelse om forslaget.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ShippingWatch)
Rolf Habben Jansen vil have at CO2-skat bruges til grønne brændstoffer
Søren Skous pris på CO2 mødes med forbehold af shippingindustrien