EnergiWatch

3500 danskere har på ti timer søgt om penge fra grøn boligpulje

På ti timer er der søgt om 80 millioner i tilskud fra Bygningspuljen. Kø til ansøgning åbner igen onsdag.

Foto: PR

Der har været stor interesse blandt danskerne for at få fingrene i tilskud til at lave grønne forbedringer i boligen.

Der er tirsdag søgt om cirka 80 millioner kroner i Bygningspuljen, da systemet blev sat på pause klokken 20.

Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Der var altså ikke lige så meget fart på ansøgningerne som i april, hvor det senest var muligt at ansøge om tilskud.

Her blev der på 13 timer ansøgt om boligtilskud for 250 millioner kroner, som var loftet, og ansøgningsrunden blev lukket.

Tirsdag blev der ansøgt om 80 millioner kroner på ti timer. Der har dog også været tekniske problemer, skriver Energistyrelsen.

"Konkret oplevede nogle borgere en overgang problemer med at logge ind med nemid på ansøgningsportalen."

"Problemet blev løst over middag, men betød, at køen måtte sættes på pause i cirka tre timer for at sikre, at så få borgere som muligt blev berørt," lyder det i pressemeddelelsen.

Tilskuddene, man kan søge fra Bygningspuljen, skal gå til forbedringer af boligen, der sparer energi.

Det kan være varmepumper til bedre isolering eller nye vinduer.

Styrelsen har siden foråret været i dialog med it-leverandørerne om at få øget kapaciteten i systemet. Tirsdag blev der dog fundet en fejl.

"Styrelsen er i dialog med it-leverandøren om at udbedre problemerne med henblik på at få flere ansøgere hurtigt igennem systemet," oplyses det.

De cirka 80 millioner kroner i tilskud fordeler sig på 3500 ansøgninger. Puljen indeholder denne gang cirka 340 millioner kroner.

Har man ikke fået søgt, kan det nås endnu. Køen til ansøgningssystemet åbnes nemlig igen onsdag klokken otte.

De, der stod i kø, da der blev lukket for natten, beholder deres plads i køen.

Kommer man ikke igennem har, er løbet dog ikke helt kørt endnu. Der er samlet afsat 675 millioner kroner til tilskud i 2021.

I perioden fra 2020 til 2026 er der afsat i alt cirka 2,5 milliarder kroner til Bygningspuljen.

 

Bygningspuljen åbner på ny for energirenoverende borgere

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs