EnergiWatch

FN-panel: Den globale temperatur overstiger snart kritisk grænse

Den globale gennemsnitstemperatur vil i løbet af de næste 20 år overstige 1,5 grader, siger FN's klimapanel.

Foto: Thomas Wilmann

Inden for de næste 20 år vil den globale gennemsnitstemperatur overstige 1,5 grader.

Det skyldes "utvetydigt" den menneskelige udledning af drivhusgasser til atmosfæren. Og det vil få store konsekvenser.

Det skriver FN's klimapanel (IPCC) i delrapporten "Climate Change 2021", der udkommer mandag.

Rapporten er første del af IPCC's sjette hovedrapport og er blevet til i et stort samarbejde mellem hundredvis af forskere. Den baserer sig på en omfattende gennemgang af forskning.

Den er rettet mod politikere og andre beslutningstagere og skal danne grundlag for et klimatopmøde i Glasgow i november.

I Parisaftalen fra 2015 satte knap 200 lande en målsætning om at holde den globale temperaturstigning i forhold til det førindustrielle niveau "et stykke" under 2 grader med sigte på at begrænse stigningen til 1,5 grader.

For der er store konsekvenser ved blot en lille stigning i gennemsnitstemperaturen.

Ifølge IPCC's rapport vil vi opleve ekstreme vejrfænomener som hedebølger, tørke og kraftig regn oftere og oftere, jo højere temperaturen er. Ligesom havniveauet vil stige.

IPCC har regnet på fem forskellige scenarier for temperaturstigningen frem mod år 2100 - afhængigt af hvor godt det lykkes at nedbringe udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.

Temperaturen vil fortsætte med at stige som minimum indtil 2050 i alle scenarier - altså uanset hvor stor udledningen af drivhusgasser er, skriver forskerne.

I værste fald bliver det mellem 3,3 og 5,7 grader varmere.

Fortsætter vi som nu, vil det blive mellem 2,1 og 3,5 grader varmere i 2100.

FN's klimapanel vurderede i deres seneste hovedrapport fra 2014, at den globale temperatur var steget cirka 0,9 grader siden industrialiseringen.

Hovedårsagen hertil lå i menneskers udledning af CO2 til atmosfæren.

I den rapport lød det, at det var muligt at begrænse Jordens opvarmning til to grader over niveauet før industrialiseringen.

Her lød løsningen, at det var nødvendigt at skære udledningen af drivhusgasser med 40-70 procent i perioden 2010 til 2050.

Men i den nye rapport lyder konklusionen noget anderledes:

"Det er uden for rækkevidde at begrænse den globale opvarmning til 1,5 eller 2 grader, medmindre der sker øjeblikkelige, hurtige og meget store reduktioner i udledningen af drivhusgasser."

Der skal mange tiltag til, hvis man skal i mål med det scenarie, hvor temperaturen holdes på 1,1 til 1,8 grader ved "meget lav drivhusgas-udledning".

Det vurderer Jens Hesselbjerg Christensen, der er klimaprofessor ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet og har været med til at lave rapporten.

"Hvis man skal i mål med den lave ende af de her scenarier, skal man simpelthen have en atmosfære, hvor udslip ikke længere øges, eller hvor der overhovedet ikke er udslip af drivhusgasser."

"Faktisk skal vi starte med at fjerne drivhusgasser fra atmosfæren igen. Og det kan ske ved forskellige teknikker. Men primært er naturlige processer som fotosyntesen og på anden vis at bruge naturen til at regulere en af de helt oplagte måder at tage hånd om det her," siger han.

Denne delrapport fra IPCC handler ikke om løsningsforslag, men skitserer forskellige scenarier og konsekvenser ved klimaforandringerne.

FN’s kommende klimarapport bliver et 'wake-up-call' ifølge professorer

Forskere: Solcellers potentiale undervurderes i grøn omstilling 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs