Professor: Trafikmilliarder hjælper os ikke til at nå grønt mål

Mogens Fosgerau, professor i transportøkonomi, savner sammenhæng mellem investeringsplan og klimamålsætning.
Foto: Marie Ravn/JPA
Foto: Marie Ravn/JPA
AF RITZAU

Der kommer til at rulle milliarder af kroner til veje, broer og jernbaner frem mod 2035.

Det er konsekvensen af en politisk aftale, som alle Folketingets partier står bag.

Den betyder blandt andet, at der skal bygges en tredje forbindelse over Limfjorden via øen Egholm.

Desuden tager man hul på de første to etaper af en ny midtjysk motorvej, også kaldet Hærvejsmotorvejen.

Det er en aftale, der ikke gør noget godt for Danmarks mål om at skære 70 procent af CO2-udledningen i 2030, vurderer professor i transportøkonomi Mogens Fosgerau, Københavns Universitet.

"Folketinget har vedtaget en målsætning om, at vi skal reducere med 70 procent. Det er meget svært at se, hvordan målsætningen kan nås i praksis uden at gribe ind over for biltrafikken."

"Men investeringsplanen forudsætter, at biltrafikken fortsat vil vokse. Og vi bliver ikke reddet af elbiler, for så mange elbiler når vi ikke at få."

Planen afsætter også milliarder til at styrke den kollektive trafik.

Eksempelvis skal der bruges penge på nye letbaneetaper og en helt ny jernbane mellem Aarhus og Silkeborg.

Det batter ifølge professoren ikke meget i forhold til klimamålet.

"Man må ikke tro, at det hjælper noget i forhold til det store reduktionsmål."

"De projekter, der er med i aftalen, giver en reduktion på omkring 1000 ton CO2 om året."

"Men det, vi skal reducere med, skal måles i millioner af ton," siger han.

Og selv om alle forventer, at der kommer flere elbiler på gaderne, så er der ifølge professoren ikke det, der redder os i forhold til klimamålet.

"Når vi engang kun får elbiler, så er situationen en anden. Men i 2030 vil mellem to tredjedele og halvdelen af bilerne stadig være benzinbiler."

Han efterlyser mere sammenhæng mellem investeringsplanen og klimamålsætningen.

"Hvis vi skal nå de 70 procent, så kommer vi til at gøre noget ved biltrafikken," siger han.

En halv milliard skal forbedre ladeinfrastrukturen i ny trafikaftale

Dansk Elbil Alliance: Infrastrukturaftale er et stort skridt, men ikke nok 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også