EnergiWatch

Forfatningsdomstol kræver strammere klimalov i Tyskland

Tysk domstols afgørelse om klimalov markerer en delvis succes for flere miljøaktivister og -organisationer.

Foto: Finn Frandsen

Nøgleelementer i Tysklands klimalov fra 2019 er forfatningsstridige.

Det har landets forfatningsdomstol afgjort torsdag.

Domstolen giver regeringen indtil slutningen af næste år til yderligere at stramme loven.

Ifølge domstolen er den vedtagne klimalov utilstrækkelig. Den sørger ikke i tilstrækkelig grad for yderligere mindskning i udledningen af CO2 fra 2031.

Afgørelsen markerer en delvis succes for flere miljøaktivister og -organisationer. De har sagsøgt den tyske regering for at få implementeret klarere tiltag for at bekæmpe klimaforandringer.

Dommerne siger, at klimaloven er i strid med sagsøgernes rettigheder, hvoraf flere er meget unge.

Blandt sagsøgerne er en ung kvinde fra en landbrugsfamilie på en ø. Hun frygter, at stigende havniveau vil opsluge øen, hvilket vil efterlade hende uden en arv.

I klimaloven er det vedtaget, at Tyskland skal mindske udledningen af CO2 med 55 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Det er også aftalt, at der næsten ikke må være nogen udledninger fra 2050.

Men værktøjerne til at komme i mål efter 2030 er altså ikke gode nok ifølge domstolen. Og regeringen har til udgangen af næste år til at få styr på det.

Det blev anset som en stor sejr for forbundskansler Angela Merkel, at klimaloven blev vedtaget. Men dommen kaster nu en skygge over den bedrift.

Loven blev udfordret af fire sagsøgere. De har haft støtte fra miljøorganisationer som Greenpeace og bevægelsen Fridays for Future, som er inspireret af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

Merkel vil skærpe CO2-mål og lover aldrig at glemme klimaet

Spirende tysk optimisme trods uro 

Mere fra EnergiWatch

Norsk brintselskab får ny topchef

Elling Nygaard bliver topchef for norske Hydrogen Pro, mens Mårten Lunde træder af året efter børsnoteringen. I september åbnede selskabet sine første danske produktionsfaciliteter.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs