EnergiWatch

Råd: CO2-afgift behøver ikke koste danske job

Det er glædeligt, at Det Miljøøkonomiske Råd har fundet en måde at løse problemet med konkurrenceudsatte virksomheder på, mener Rådet for Grøn Omstilling.

Foto: Jens Hartmann Schmidt

Regeringen frygter, at en højere CO2-afgift vil betyde, at eksempelvis danske landbrugsjobs flyttes til udlandet, fordi prisen på mælk eller kød bliver dyrere.

Men de miljøøkonomiske vismænd argumenterer i en ny rapport for, at det ikke behøver være tilfældet. Det glæder Rådet for Grøn Omstilling, som repræsenterer Forbrugerrådet i vismændenes råd.

"Vi glæder os over den stærke støtte til en høj generel CO2-afgift fra vismændene, samtidig med at de i lighed med Klimarådet peger på, at det meget omtalte problem med konkurrenceudsatte virksomheder kan løses," siger seniorkonsulent Christian Ege i en pressemeddelelse.

Problemet kan løses ved hjælp af et bundfradrag i CO2-afgiften. Det skal så modsvares af en forbrugsafgift på det produkt, som virksomheden producerer som for eksempel mælk eller kød.

Forbrugsafgiften skal ramme både danske og udenlandske virksomheders produkter.

Fradraget og skatten vil sammen betyde, at danske virksomheder bliver tilskyndet til reduktioner, men at de ikke står dårligere i forhold til udenlandske virksomheder, hvis varer også rammes af forbrugsskatten.

Rapporten fra vismændene tirsdag viser, at en højere CO2-afgift vil ramme landbruget relativt hårdt. Det skyldes, at husdyr står for en stor del af udledningen.

Landbruget står for over 30 procent af de samlede udledninger.

En generel afgift rammer især landbruget, der vil miste op mod 15.000 job, samt fødevareindustrien, der kan miste op mod 4000.

Vismændene mener dog, at der kommer et tilsvarende antal job andre steder såsom i servicesektoren og andre mindre klimabelastende brancher.

Hvis afgiften forhøjes til 1200 kroner, som vismændene foreslår, vil det koste samfundet knap fire milliarder kroner om året ifølge rapporten.

Klimarådet har foreslået en afgift på 1500 kroner.

Et bredt flertal i Folketinget vil have en forhøjelse af CO2-afgiften, der i dag er på et par hundrede kroner.

 

Drivkraft Danmark kritiserer vismænd for at fordyre omstillingen

Organisationer enig i CO2-afgift, men efterlyser medregning af politiske tiltag 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs