EnergiWatch

Dansk Energi: Energiø-proces er for langsom

Danmark er med den nye energiø-aftale kommet op i gear i forhold til udbygningen af havvinden, men processen er stadig for langsom. Og det er problematisk, lyder det fra Dansk Energi.

Foto: PR / Dansk Energi

Nu er man endelig kommet et skridt nærmere den energiø, en stor del af industrien har ventet på, og som et bredt flertal i Folketinget blev enige om i den klimaplan, der blev vedtaget i sommer.

Partierne bag sommerens klimaaftale for energi og industri er blevet enige om, at energiøen i Nordsøen skal etableres som en inddæmmet ø, hvor der skal tilsluttes mindst 3 GW havvind med plads til mindst 10 GW på sigt.

Staten skal være majoritetsejer af den kunstige ø i Nordsøen, der er vedtaget af et bredt politisk flertal. Der angives dog ikke tidspunkt for, hvornår projektet, der anslås at have en anlægssum på 210 mia. kr., skal være opført. Og tempoet er et problem, lyder det fra Dansk Energi.

Med tempoet skal det forstås, at det med tillægsaftalen står klart, at deadline for energiøerne i 2030 bliver overskredet. For ifølge aftalen, bliver det vanskeligt at realisere energiøen i Nordsøen og de tilknyttede havvindmøller før 2033, lyder det.

"Det er ikke godt nok, og derfor bør både de politiske og administrative kræfter løbende samles om at genbesøge tidsplanen. Jeg appellerer til, at ministeriet nytænker udbudsprocessen og går i dialog med investorerne. Vi skal jo bruge den grønne el fra havvind til at nå vores klimamål i 2030," siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi, og fortsætter:

"Der ligger et stort ansvar hos ministeren og ministeriet. Denne aftale skal hurtigt følges op af beslutninger, der sætter skub i alle dele af projektet, herunder den konkrete model for det delte ejerskab. Det er vigtigt, at vi skærer snittet for ejerskabet rigtigt mellem stat og kommercielle aktører, så investorerne føler sig trygge til at foretage de store, langsigtede investeringer, der er behov for."

Han fremhæver også, at energiøerne har stor betydning for, at der er tilstrækkelig grøn strøm til, at Danmark kan nå at realisere de gode muligheder inden for Power-to-X (PTX), som efter planen skal bidrage med grønt brændstof til tung trafik og fly frem mod målet i 2030.

Derfor ses det også som en postitiv del, at aftalen åbner for at en del af de 2 GW havvind, der er besluttet ved Energiø Bornholm, kan være i drift i 2030.

Hos Dansk Erhverv ser man også positivt på den vedtagelse, der i dag har bragt Danmark et skridt nærmere den energiø, industrien venter spændt på.

"Det er en både meget god og grøn nyhed. For øen vil være hjørnesten i den nødvendige, grønne omstilling af Danmark. En omstilling som er nødvendig af hensyn til klimaet, men som også giver os store muligheder for at skabe grønne forretninger og væksteventyr. Øen bliver danmarkshistoriens største udviklingsprojekt, og betydningen kan ikke undervurderes. Det her vil give medvind til den grønne omstilling i Danmark, og kan gøre Danmark til et grønt kraftcenter med eksport af grøn energi til vores europæiske nabolande," siger Ulrich Bang, klima- og energichef i Dansk Erhverv.

Udover de 3 GW havvind, der i første omgang skal opføres rundt om øen, skal der også gives plads til en øget infrastruktur på selve øen. Det vil bl.a. sige anlæg til produktion af grøn brint.

"I sig selv er det fantastisk, at energiøen allerede i første omgang kan dække ikke mindre end strømforbruget for tre millioner europæiske husstande. Det er én ting. Men lige så vigtigt er det, at øen skal kunne installere teknologi til at lagre og konvertere den grønne strøm til brændstoffer til for eksempel fly, skibe og lastbiler," siger Ulrich Bang

Præcis hvordan øen skal udformes er heller endnu ikke fastlagt nærmere, end at den forventes at blive på 0,16 km2. Det er altså primært kun de grove træk, der endnu er blevet afsløret i den politiske aftale. Imens må industrien vente spændt på flere detaljer.

Politisk flertal vedtager kunstig energiø

Ny energiø står til at blive forsinket

Wind Denmark og DI vil have gang i energiøer med det samme

Rapport: Lille prisforskel på forskellige energiøer

Ørsted uenig med regeringen om energiøer

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs