EnergiWatch

Boris Johnson ser fortsat brexit uden aftale som mest sandsynligt

"Jeg er bange for, at vi stadig er langt fra hinanden på nogle nøgleting. Men hvor der er liv, er der håb," siger den britiske premierminister.

Foto: Mary Turner/AFP / POOL

EU og Storbritannien er fortsat langt fra hinanden på nøgleområder i forhold til at nå en handelsaftale.

Det siger Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, søndag efter en telefonsamtale med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han understreger, at Storbritannien er forberedt på et brexit uden en handelsaftale, hvilket han anser som det mest sandsynlige scenarie.

"Jeg er bange for, at vi stadig er langt fra hinanden på nogle nøgleting. Men hvor der er liv, er der håb. Vi fortsætter med at tale sammen for at se, hvad vi kan gøre."

"Storbritannien vil helt sikkert ikke forlade snakkene, siger Boris Johnson, der mener, at en aftale kan blive indgået, hvis EU ønsker det."

Johnsons udmelding kommer, efter at EU og Storbritannien søndag er blevet enige om at fortsætte forhandlinger om en handelsaftale.

De to parter havde ellers sat søndag som deadline for at nå frem til en aftale.

I en fælles erklæring fra Johnson og von der Leyen fremhæver de, at det er det mest "ansvarlige" at fortsætte forhandlingerne, selv om det er sent i processen.

Briterne forlod EU i slutningen af januar. Men overgangsperioden for udtrædelsen løber til udgangen af året. Under overgangsperioden er Storbritannien fortsat en del af EU's indre marked og toldunion.

Men det er landet ikke længere i det nye år. Derfor vil det have betydelige konsekvenser for erhvervslivet både i EU og Storbritannien, hvis ikke der er en aftale om den fremtidige handel på plads inden da.

En af de helt store knaster i forhandlingerne er fiskeriet, hvor danske fiskere også følger tæt med fra sidelinjen. For uden en aftale vil det ikke være lovligt for dem at fiske i britisk farvand i det nye år.

Unavngivne EU-kilder oplyser til Reuters, at de forhandlinger, der har været siden fredag, ikke har givet noget gennembrud på fiskeriområdet.

Danmarks Fiskeriforening har vurderet, at værdien af de fisk, som danske fiskere årligt fanger i britisk farvand, udgør omkring 1,2 milliarder kroner.

Ifølge Dansk Erhverv anslås det, at mellem 1,2 og 1,3 procent af Danmarks bnp vil blive tabt, hvis briterne forlader EU uden en aftale.

 

EU-præsident: Briterne må træffe valg om brexit hurtigt 

Briterne er i stigende grad forberedt på no deal-brexit 

Mere fra EnergiWatch

OK køber varmevirksomhed

Fra 1. november bliver Dansk Varme Service en del af OK-koncernen, som vil styrke sit fokus på det voksende marked.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs