Skatteminister: Tiden er ikke moden til CO2-afgift lige nu

Regeringen præsenterer mandag det første af tre udspil til en grøn skattereform, men en CO2-afgift mangler.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
AF RITZAU

Støttepartierne efterspørger den. Klimarådet har anbefalet den. Men tiden er ikke moden til en ensartet CO2-afgift lige nu.

Det siger skatteminister Morten Bødskov (S), der på vegne af regeringen mandag præsenterer et udspil til en grøn skattereform. Udspillet indeholder ikke en CO2-afgift.

"Det har den simple forklaring, at ingen aner, hvordan man eksempelvis skal CO2-beskatte dansk landbrug og andre dele af vores erhverv og industri."

"Det har vi aftalt i Folketinget, at vi nu undersøger nærmere. Det, vi lægger op til nu, er det, vi kan gøre nu og her," siger Bødskov.

En grøn skattereform skal komme i tre faser. Regeringen vil mandag præsenterer det, den mener, hører til i første fase. Fase to kommer i 2022, siger Bødskov, og fase tre derefter.

Målet er, at en grøn skattereform skal bidrage til målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

"Vi præsenterer en ambitiøs grøn kickstart af dansk økonomi, som sikrer, at vi skaber flere arbejdspladser, og at tager de første skridt i retningen af mere grøn omstilling af det danske samfund," siger Bødskov om regeringens udspil til en fase et af en grøn skattereform.

Blandt andet står erhvervslivet over for højere afgifter. Men erhvervslivets grønne omstilling får med udspillet økonomisk hjælp til nye investeringer for i alt 4,5 milliarder kroner fra 2021 til 2025. Afgifterne vil i samme periode samlet stige med 715 millioner kroner.

Regeringen vil desuden hæve energiafgiften, så der opnås en CO2-reduktion på 0,5 millioner ton i 2025.

Skal målet i 2030 nås, skal der findes tiltag, der reducerer udledningen med yderligere 16 millioner ton.

Støttepartierne Enhedslisten, SF og De Radikale siger i kor, at det uambitiøst, at der mangler en CO2-afgift.

"Andre har andre synspunkter. Dem må de fremlægge i forhandlingerne, og så må de pege på, hvordan de mener, at vi skal nå de mål, som vi i fællesskab har sat os."

"Jeg ser frem til at høre, hvilke konsekvenser deres udspil vil have for vækst og beskæftigelse og grøn omstilling i Danmark," siger Bødskov.

Støttepartier savner CO2-afgift i udspil til skattereform

Regeringen udelader CO2-afgift i skattereform 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også