EnergiWatch

Måbjergværket kan tvinges til at brænde mink, selvom de har sagt nej

Biogasanlæggets medarbejdere er nervøse for, hvordan smitte eventuelt kan sprede sig, hvis minkene skal brændes.

Foto: Joachim Adrian

Allerede tirsdag, en dag før statsminister Mette Frederiksens pressemøde onsdag, hvor det kom frem, at alle mink i Danmark skulle aflives, blev Måbjergværket i Holstebro spurgt, om de kunne brænde mink af.

Her takkede bioenergianlægget dog nej til at deltage i opgaven. Det fortæller den tekniske direktør, Claus Mogensen, til TV MIDTVEST.

"Vi blev kontaktet i tirsdags, inden statsministeren i går meldte ud, at alle mink skulle aflives. Der sagde vi pænt nej tak. Vi er godt nok godkendt til at brænde farligt affald af, og det kan vi godt gøre med op til ti procent af det, vi kører igennem. Men det skal sorteres ud i vores hal, og det er vi noget nervøse for, hvordan vi skal håndtere," siger Claus Mogensen.

Helt konkret er det ikke noget problem for Måbjergværket at modtage de døde mink, men problemstillingen kommer efterfølgende.

Har ikke brændt dyr før

Problemet kommer, når dyrene skal brændes. Måbjergværket har ingen erfaring med at brænde dyrene af.

"Det er ikke noget, vi har gjort ret meget i. På et tidspunkt skulle vi brænde nogle skinker af, som skulle destrueres. De gik relativt rent igennem ovnen uden at blive brændt af, så vi har ikke nogen erfaring i at brænde dyr eller større ting af," forklarer Claus Mogensen.

Problematikken ligger derfor for direktøren i, hvilken tilstand de brændte mink ville komme ud i, hvis de skulle igennem systemet.

Her vides det nemlig ikke, om dyrene kan blive brændt helt, eller om der stadig vil være noget tilbage, som kan være en smittekilde for biogasanlæggets medarbejdere.

"Vi er noget bekymrede på vores medarbejderes vegne, men det er en samfundsopgave, hvor vi samtidig må erkende, at vi må kaste os ind i, hvis det bliver nødvendigt," forklarer den tekniske direktør.

Få det pålagt

For nu har Måbjergværket sagt nej til at brænde dyrene af, men det er ikke sikkert, at de overhovedet har et valg i sidste ende, hvis de igen bliver spurgt.

"Vi vil høre, hvad det drejer sig om, undersøge det og gå lidt dybere. Men vi vil stadig være en lille smule tilbageholdne. Men det kan være, at det ikke er et valg, vi selv får," siger Claus Mogensen og fortsætter.

Det er en samfundsopgave, hvor vi alle sammen må bidrage med det, vi kan. Det er den vinkel, jeg har på det."

Hvert år brænder Måbjergværket cirka 165.000 tons husholdningsaffald af.

Mutation

Årsagen til, at alle mink i Danmark skal aflives, er, at der er fundet en muteret udgave af covid-19 hos 12 mennesker i Nordjylland.

Det kom onsdag frem på et pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen kom med meldingen.

"Den muterede virus har spredt sig til mennesker. Og hvad værre er: Statens Serum Institut har fundet fem eksempler på virus på minkfarme og 12 eksempler på virus på mennesker, som udsætter nedsat følsomhed på antistoffer," fortalte statsministeren.

Det betyder, at mutation via mink kan få en kommende vaccine til ikke at virke.

(Denne artikel er videreformidlet af Rtizau Bureau på vegne af Tv Midvest)

Ekspert advarer mod brandrisici ved biomasse

Nature Energy opfører sønderjysk biogasanlæg til 300 millioner

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere