EnergiWatch

Debat: Danmark skal samle alle aktører i en strategi for PtX

"En ambitiøs power-to-X-strategi kræver handling," mener Dansk Energis markedsdirektør, Kamilla Thingvad. Hun påpeger, at den kommende strategi på området både skal have fokus på lokal efterspørgsel, udvidelse mod EU, videreførelse af danske vindkompetencer og eksport af grønne brændstoffer.

Foto: Dansk Energi

Power-to-X er på alles læber i Danmark og resten af verden, og mange - herunder Europa-Kommission og den danske regering – anerkender vigtigheden af Power-to-X i den grønne omstilling. Både som en afgørende forudsætning for transitionen i energisektoren, og for at vi kan nå fuld fossilfrihed af både industrien og den tunge transport.

Vi ved, at vi skal reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990 – det siger loven. Og vi ved, at vi skal sætte strøm til biler, busser, tog samt opvarmning og dele af industrien. Men vi ved også, at direkte elektrificering ikke bringer os hele vejen.

Vi har også brug for indirekte elektrificering – eller Power-to-X. Det vil sige grønne brændsler som for eksempel brint, metanol og ammoniak, der er skabt på vedvarende energi fra f.eks. vindmølle- eller solenergi. Power-to-X er et oplagt, og en nødvendig mulighed for både at dekarbonisere industri og tung transport.

Markedet for grøn brint forventes af vokse kraftigt i de kommende år. Europa-Kommissionen og en række europæiske lande har allerede lagt ambitiøse strategier på Power-to-X. De sender dermed klare signaler til omverdenen og markederne. Danmark er endnu ikke medlem af den klub af lande trods gode forudsætninger for det. Men det skal vi være. Med en ambitiøs, national strategi skal Danmark blive et foregangsland på power-to-X til inspiration for resten af verden, og i den strategi skal vi have hele vores værdikæde med.

Power-to-X kræver handling

Der er et kæmpe potentiale i power-to-X - både for klimaet og for dansk økonomi. En ambitiøs power-to-X-strategi kræver handling. Brintproduktion skal op i stor skala for at skabe konkurrencedygtighed med fossile brændsler. Det kræver udbygning af grøn energi, og der skal skabes en dansk efterspørgsel for PtX produktion. Samtidig skal der sættes fokus på CCUS så C02 kan genanvendes til power-to-X produktion, og der er behov for at se på en opdatering af tarif, og nettilslutningsmodeller, så de i højere grad understøtter power-to-X.

I forhold til transportsektoren, skal der lægges en plan for, hvordan vi får udbygget infrastruktur og sikret de rette forudsætninger til den tunge transport både på de danske veje, i den maritime sektor og ikke mindst til luftfarten. Danske virksomheder har brug for sikkerhed for deres investeringer i den tunge transport, og dette kan kun ske ved at give langsigtede rammer, der kan sikre en grøn forbrugeromstilling.

Det, power-to-X-teknologien lige nu har brug for som effektivt afsæt ind i fremtiden, er et samspil mellem energisektoren og aftagerne: lastbilerne, flyene og skibene. De mange sektorer skal gå hånd i hånd og sikre, at produktionen af power-to-X bliver anvendt.

Danmark i det europæiske brintpuslespil

Det er op til os selv at bestemme, hvilken rolle brint og Power-to-X skal have i Danmark, og hvilken rolle Danmark skal have i det europæiske brintpuslespil. Vi skal sikre en udbygning af brint og power-to-X for at nå den 70%-målsætning, vi lovfæstede med Klimaloven. Men vi skal i høj grad også bidrage til de globale reduktioner. Store lande som Holland og Tyskland har en langt større efterspørgsel af brint til bl.a. deres industri, og udgør dermed et stabilt marked for danskproduceret grøn brint.

Det skal vi vide at udnytte.

Som led i den kommende strategi skal vi altså både skabe en lokal efterspørgsel, og vi skal udvide vores marked til også at favne resten af EU og det potentiale, som ligger der. Vi skal bygge videre på vores stærke kompetencer indenfor vindenergi, og vi skal åbne døren til det internationale eventyr, der kan opstå, hvis vi med power-to-X kan omdanne el til grønne brændstoffer og gas, som lastbiler, fly og skibe kan bruge.

Hvis vi vil udnytte vores mange styrkepositioner på tværs af dansk erhvervsliv, også i en power-to-X sammenhæng, er det vigtigt, vi handler nu. En investering i Power-to-X vil ikke bare gøre Danmark grønnere. Det har også enorme erhvervsmæssige perspektiver.

Hele verden skriger på fremtidens grønne brændsler, og vi kan levere. Danmark har et massivt potentiale til at blive en vigtig aktør i at nå hele EU’s klimambitioner.

Som grøn pionernation med væsentlig styrke skal Danmark udnytte power-to-X til at blive fossilfrit og bidrage til den globale grønne omstilling gennem eksport af grøn energi og teknologi.

 

 

Brintbranchen frygter at PtX-markedet sejler fra Danmark

Politisk aftale om at fange CO2 og skabe grønnere brændstof

Dansk Energi går ind i europæisk brintalliance

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere