EnergiWatch

Politisk aftale om at fange CO2 og skabe grønnere brændstof

Knap tre milliarder kroner afsættes i forskningsreserve for næste år med fokus på grøn forskning.

Foto: Olafur Steinar Gestsson

Folketingets partier er enige om at bruge to ud af knap tre milliarder kroner på mere grøn og teknisk forskning samt udvikling. Det er mere end tidligere år.

Det fremgår fredag af en aftale om forskningsreserven, der typisk er den første delaftale af finansloven for næste år.

Det er i høj grad forskning, der skal gøre det muligt at nå målet om en 70-procents CO2-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050.

"Der er et meget stort grønt fokus. Det er selvfølgelig også med en løftestang for fremtidens virksomheder og vækst og beskæftigelse i Danmark."

"Men også med et stort sats på grøn forskning, som er det, der skal til for at nå i mål med 70-procents-målsætningen," siger forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Pengene går blandt andet til forskning i at fange og lagre CO2, grønnere brændstoffer til transport og industri, mere klimavenligt landbrug og fødevareproduktion samt øget genanvendelse af plastik og tøj.

Der er lidt færre penge til den frie forskning i forhold til sidste år, hvor det dog var rekordhøjt, hvilket støttepartierne er ærgerlige over. Det er et fald på knap 60 millioner kroner fra sidste år til 1,48 milliarder kroner.

I stedet har særligt regeringen og Venstre ønsket flere penge til strategisk forskning, som er målrettet forskning i de udfordringer, samfundet står overfor.

Det sker ved, at Innovationsfonden får 1,89 milliarder kroner, hvilket er på niveau med sidste år.

Forskningsreserven udgør cirka seks procent af det samlede offentlige forskningsbudget, som er på 24,2 milliarder kroner næste år.

Derudover indgår 750 millioner kroner fra regeringens krigskasse mod corona og næsten 900 millioner kroner fra Innovationsfonden, der skal løfte forskning og innovation.

Den samlede aftale er på 3,1 milliard kroner.

Der er afsat 390 millioner kroner til biovidenskab eller life science, der har spillet en central rolle under coronakrisen og er et af Danmarks største eksporterhverv.

Der er også afsat penge til et oceangående, arktisk forskningsskib, forskning i børns velfærd og forskning i fastholdelse af danske arbejdspladser.

110 millioner kroner af den samlede pulje går til en delaftale, som kun nogle af partierne er med i. Det er en femdobling af et program, der ifølge partierne skal fremme en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder i forskning.

Dansk Energi roser aftalen

Hos brancheorganisationen Dansk Energi er der ros til regeringen og partierne bag aftale, da der både bliver satset grønt, og at "fremtidens grønne forskningsfyrtårne" bliver udpeget.

"Jeg glæder mig over, at aftalen indeholder et fokus på CO2-fangst, sektorkobling og ikke mindst udvikling af fremtidens grønne brændstoffer. Danmark skal bygge videre på vores stærke kompetencer indenfor vindenergi og satse på at få hul på det eventyr, der kan opstå, hvis vi med Power-to-X kan omdanne el til grønne brændstoffer og gas, som lastbiler, fly og skibe kan bruge. Det er godt for klimaet og dansk eksport," siger Anders Stouge, der er viceadm. direktør i Dansk Energi, i en kommentar.

Han mener dog, at det er ærgerligt, at der ikke er et særskilt fokus på det smarte integrerede energisystem og sektorkobling i aftalen.

"Når industrien, transporten og bygningerne frem mod 2030 skal skifte fra fossile brændsler til klimavenlig el og vores gassystem skal til at transportere grønne gasser, er det nødvendigt at udvikle nye digitale løsninger, som gør det muligt at bruge energien mere smart og effektivt, og som samtidig sikrer et tættere samspil mellem de forskellige energisektorer," siger Anders Stouge.

 

Forskningsfond tildeler trecifret millionbeløb til 65 grønne projekter

EUDP får nye fokusområder

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere