EnergiWatch

Ny energiklynge samler et all star-hold

Med en bestyrelse på intet mindre end 22 personer og med selskaber som Total, Ørsted, Vestas og Danfoss i kredsen, har Energy Cluster Denmark samlet en bestyrelse, der favner bredt og skal forbinde de mindre selskabers innovative løsninger med giganternes tyngde.

Peder Østermark Andreasen (i lyseblå skjorte) har sat sit hold, der blandt andet inkluderer teknologichef i Ørsted, Sten Arendt Stoltze (i hvid skjorte). Foto: PR / Energy Cluster Denmark

En oil major, vindmølleproducenter, forsyningsselskaber og en håndfuld forskere går ind på en bar for at sætte skub på den grønne omstilling.

Der er ikke tale om en vittighed, men derimod et realistisk scenarie i den nye energiklynge, Energy Cluster Denmark, efter de i går afholdte stiftende generalforsamling.

Der blev den endelige bestyrelse nemlig konstitueret rundt om formand Peder Østermark Andreasen, der blev valgt i sommer.

Og med repræsentanter fra Total, Ørsted, MHI Vestas, Siemens Gamesa, Danfos, Green Hydrogen Systems, Ewii, Vestas og Nature Energy, bare for at nævne nogle få, er der tale om en omfangsrig og altomfavnende bestyrelse, der repræsentere stort set alle aspekter i den danske energisektor.

I toppen af kransekagen er Totals afdelingschef for Business & JV Management, Ole Hansen, teknologichef for MHI Vestas, Torben Hvid Larsen, og chef for PA i Danfoss Cooling, Torben Funder-Kristensen, blevet valgt som næstformænd.

Energy Cluster Denmark er et resultat af en fusion mellem tre klyngeorganisationer, House of Energy, Clean Energi og Energy Innovation Cluster, og det illustrerer den nye bestyrelse ligeledes, da den består af en potpourri af tidligere medlemmer krydret med nye ansigter fra eksempelvis Ørsted og Ewii.

22 mands bestyrelse

Med 22 bestyrelsesmedlemmer skal det nuværende forsamlingsforbud ikke strammes meget mere ind, før møder kan gå hen og blive en logistisk udfordring, der skal løses med digitale hjælpemidler.

Energy Cluster Denmark favner nemlig bredt, og ifølge bestyrelsesformand Peder Østermark Andreasen, er det netop her, at klyngens styrke ligger.

"Vi har nået en 70 procent andel af vedvarende energi i energisystemet med hårdt arbejde, men de sidste 30 procent kræver endnu mere af os. Vi skal være gode, og vi skal især være gode sammen. Når vi forener kræfterne og skaber efterspurgt innovation med en samlet dansk energiindustri, så kan vi løse vores fælles klimaudfordring," siger han i en meddelelse.

Adm. direktør i klynge, Glenda Napier, glædes ligeledes over, at energisektoren i Danmark har samlet sig om klyngen.

"Vi har en vigtig opgave, og vi har et stort ansvar. Det er dejligt at mærke, at vi også har en samlet industris mandat til at løfte den," siger hun om det stærke mandat.

Skal fokusere på sektorkoblinger

Klyngens formelle opgave er at finde innovative løsninger i energisektoren lige fra produktion til forbrug. På det konkrete plan kommer det først og fremmest til at omhandle sektorkoblinger, lader en ud af trioen af næstformand vide.

"Vi har med Energy Cluster Denmark skabt en dansk klynge, som favner alt fra energiskabelse til energiforbrug og betragter det som et samlet energisystem. Det har vi ikke haft før, og det er specielt vigtigt netop nu for den grønne omstilling. Den kan ikke gennemføres, uden at vi sektorkobler skabelsen af energi og forbruget af energi og alt ind i mellem," siger Torben Funder-Kristensen og MHI Vestas' Torben Hvid Larsen bakker op:

"Vi kan ikke nå i mål som isoleret industri. Vi skal samarbejde mellem industrier og universiteter på tværs af de forskellige energikilder for at nå i mål. Her er det Energy Cluster Denmarks opgave at være limen og bindeleddet, som samler sektorerne."

Kombination af store og små

Netop det store fokus på innovation vil i Energy Cluster Denmark skabe et rum, hvor nogle af verdens største selskaber i energisektoren sidder til bords med til sammenligning miniputter som eksempelvis softwareselskabet Seluxit A/S.

Det skaber ifølge bestyrelsesmedlem og adm. direktør for Ewii et unikt forum, hvor innovationen fra mindre selskaber blandes med den rå muskelkraft, som energisektorens giganter kan benytte til hurtigt at rulle løsningerne ud i storskala.

"Tyngden i klyngen er ved de store virksomheder, men innovationskraften og meget af det teknologisk udviklende sker i iværksættermiljøer og ved folk uden det tunge bureaukrati. Vi skal skabe mulighederne for de innovative, så vi ikke bare følger de store og forlænger verden med gulvbrædder – heri har Energy Cluster Denmark en vigtig rolle," siger Ewii-direktøren i meddelelsen.

Klyngen vil have hovedsæde i Aalborg og har med sine 400 medlemmer i øjeblikket en produktportefølje på 800 mio. kr.

Ny energiklynge sikrer sig over 100 mio. kr.

EUDP-millioner går til undervandsrengøring

Ny energiklynge slår sig ned i Fredericia

Ny samlet energiklynge får endnu et velkendt ansigt i toppen

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere