Debat: Grøn omstilling er vejen til økonomisk genopretning

Vi har alle muligheder for at blive markedsdominerende på brintløsninger – hvis vi vælger det. Sådan lyder det fra direktøren i Brintbranchen, der ønsker, at en grønne omstilling funderes på danske styrkepositioner.
Foto: Stine Bidstrup/ERH
Foto: Stine Bidstrup/ERH
AF TEJS LAUSTSEN JENSEN, DIREKTØR I BRINTBRANCHEN

Det er en kliche, men en sand en af slagsen: Verden i dag er en anden, end den var for bare en måneds tid siden. Lige nu er fokus naturligvis på befolkningens helbred, og alle ressourcer rettes mod sundhedsvæsnet. Det er både rigtigt og nødvendigt, for for at komme igennem denne krise, må den absolutte topprioritet være at sikre vores sundhedsvæsen bedst muligt. Det er en krise, som vi må og skal igennem, men når vi er på den anden side, når Danmark forhåbentlig langsomt kan åbnes igen efter påske, er klimakrisen der stadig. Den har ikke ændret sig siden februar og er mindst lige så aktuel som dengang.

Men vores tilgang til klimapolitikken bliver en anden. Eller rettere – bør få en ekstra dimension. For klima som politisk issue er ikke hverken fryns eller frås. Det er ikke en nice-to-have politisk indsats, som nu må vige i lyset af vigtigere spørgsmål. Det er en absolut nødvendig prioritering – ikke kun i forhold til de ekstreme konsekvenser klimaforandringerne fører med sig, men også i forhold til netop at genoprette dansk økonomi og det danske erhvervsliv post Corona. Og derfor er det afgørende, at den grønne omstilling funderes på danske styrkepositioner – frem for alene på løsninger der ankommer i en container udefra.

For klimapolitik er også benhård erhvervspolitik og beskæftigelsespolitik. Og i det perspektiv er det ikke ligegyldigt, hvordan vi går til den grønne omstilling. Vores indsats på det grønne område, den strategi vi vælger, og de prioriteringer vi laver, kan i høj grad være med til ikke alene at genoprette dansk økonomi, vækst og eksport, men også sikre dem langt ud i fremtiden. Klima- og genopretningsindsatsen skal kædes sammen, og den skal understøtte de danske styrkepositioner.

Smede nye led til kæden

Og det starter, hvor vi er allerede er stærke. Vindkraft er ikke blot en styrke for os, fordi vi har så meget af den, og derfor kan producere meget energi. Det er også fordi, vi har en industriel værdikæde bagved, der formår at udnytte vindenergien – stærke virksomheder som specialiserer sig inden for denne grønne disciplin, og som er blandt de bedste i verden. Når vi er igennem den nuværende pandemi, skal vi smede nye, stærke led til denne kæde. Og det næste led i kæden er storskala energikonvertering.

Vi er nødt til at tænke vores energisystem, erhvervspolitik og klimaindsats anderledes. Vi skal styrke de danske, grønne virksomheder til gavn både for klimaet, beskæftigelsen og væksten. Og ved at højne indsatsen på energikonvertering, Power-to-X (PtX), kan vi for alvor lade den næste generation af grønne virksomheder blomstre. Vi skal bruge noget af al den vedvarende energi, som blæser om ørene på os, til at producere grøn brint og andre højværdiprodukter.

Det er afgørende, at vi når vores ambitiøse klimamål – ikke mindst fordi vi på vejen derhen udvikler grønne løsninger, som kan eksporteres og cementere Danmarks brand som grøn stormagt. Vi kan godt basere omstillingen på kinesiske batterier og russisk biomasse og opnå reduktioner ad den vej, men det vil ikke styrke Danmark. Derimod skal vi fokusere på alle de ting, der gavner den danske industri, og skaber danske arbejdspladser.

Længere og længere kæde

Og her er brint det led, der sikrer, at kæden kan blive længere og længere. For ikke alene er vi gode til at producere grøn brint. Vi har også en hel skare af virksomheder, som specialiserer sig i produktionen af brændselsceller, brintinfrastruktur til transportsektoren og andre grønne brændstoffer som f.eks. metanol.

Pointen er, at selvom vi altid vil være afhængige af at importere f.eks. køretøjer, da vi ikke producerer dem selv, så har vi utroligt skarpe underleverandører til brintløsninger. Bare i forhold til transportsektoren kan vi producere alt herhjemme bortset fra køretøjerne. De kompetencer skal vi styrke og videreudvikle. Resten af verden har fået øjnene op for potentialerne i brint og PtX, og vi har alle muligheder for at blive markedsdominerende på brintløsninger – hvis vi vælger det. For det kræver et aktivt valgt. Det kræver klare, politiske strategier, massive investeringer i udbygningen af vindenergi, og det kræver stabile rammevilkår for branchen.  

Krisen lige nu er forfærdelig og altomsluttende. Den er dog ikke grund til at mindske de grønne ambitioner, tværtimod skal de styrkes og forceres. På den måde kan vi, når vi er på den anden side af pandemien, holde hånden under danske virksomheder, styrke vores globale tilstedeværelse og sikre vækst og eksport. Prisen på klimaindsatsen er ikke godhedsudgifter. Det er absolut nødvendige investeringer i dansk erhvervsliv, og den sikre vej mod økonomisk genopretning og stabilitet.

Dansk Energi vil sparke økonomien i gang med grøn strakspakke

Partier presser på for en grøn kickstart efter krisen

Havmølleforslag mødes med glæde – men ønsker om mere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også