Østrigs regering vil være CO2-neutral senest i 2040

Om ti år skal al strøm komme fra vedvarende energi, og om 20 år skal Østrigs CO2-regnskab være i nul.
Foto: Leonhard Foeger/REUTERS / X00360
Foto: Leonhard Foeger/REUTERS / X00360
AF RITZAU

Østrigs nye koalitionsregering med det konservative ÖVP og De Grønne har fokus på klimabeskyttelse og skattelettelser.

Regeringen har som mål at være CO2-neutral inden 2040, fremgår det af en forkortet udgave af regeringsaftalen, som det tyske nyhedsbureau dpa har set.

I 2030 skal Østrigs strøm udelukkende komme fra vedvarende energi, fremgår det af aftalen.

Aftalen indeholder "det bedste fra begge verdener", siger den konservative partileder, Sebastian Kurz, og tilføjer ifølge Kronen Zeitung, at de to koalitionspartnere er "meget forskellige" partier.

Mens De Grønne har sat et tydeligt aftryk på klimapolitikken, får ÖVP blandt andet opfyldt sine ønsker om styrket grænsekontrol og tørklædeforbud gældende for piger under 14 år, skriver avisen.

Skatten for de lavest lønnede falder fra 25 procent til 20 procent, skriver dpa.

I den kommende regering, der endnu ikke er indsat, får de konservative ti ministre og De Grønne fire, oplyser de to partiers ledere på en pressekonference torsdag.

Kurz bliver igen kansler, og hans parti sætter sig blandt andet på indenrigs-, udenrigs- og finansministerposten.

De Grønne får miljøministeriet og derudover justits-, social- og kulturministeriet, skriver nyhedsbureauet AFP.

De Grønnes partileder, Werner Kogler, bliver vicekansler.

Det er første gang nogensinde, at Østrig får en konservativ-grøn regering.

De to partier har forhandlet i ugevis. Et af de punkter, de har været uenige om, er indvandringspolitikken.

På lørdag har De Grønne partikongres i Salzburg, hvor partiets delegerede skal godkende den regeringsaftale, der er forhandlet på plads med Kurz.

Hvis den grønne målsætning opfyldes, vil den kommende østrigske regering overhale EU's ambitioner om klimaneutralitet i 2050.

I Danmark har Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), planer om at gøre hovedstaden CO2-neutral fra 2025.

Regeringen vil begrænse Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030 og være CO2-neutral inden 2050.

Klimaneutral eller CO2-neutral betyder, at balancen mellem udledning af drivhusgasser går i nul med optagelsen af drivhusgasser.

Flere EU-lande lukker ned for kul

Ørsted med i opfordring til EU om at øge 2030-mål 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også